Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Ferrari Challenge

Frederik Paulsen: Fra rookie til Challenge-mester i første hug

Ferrari Challenge 
11/03/21 

Formula Racing sikrede en Ferrari Challenge-titel for fjerde år i træk, og denne gang var det debutanten Frederik Paulsen, som kørte med mesterskabspokalen.
 


(Foto: Formula Racing)

Formula Racing gjorde i 2017 comeback i Ferrari Challenge og har siden da udviklet sig til at blive et af de største og mest succesfulde teams i den prestigefyldte mærkeserie. Covid-19 havde imidlertid en negativ effekt på antallet af kørere i 2020-sæsonen, men det betød ikke, at teamet fra Lyngby satte farten ned. Den 22-årige debutant Frederik Paulsen ryddede nemlig det meste af bordet for pokaler, og med 10 pole positions, otte sejre og i alt 13 podieplaceringer i 14 løb sikrede sportsmanden fra Nordsjælland på suveræn vis titlen i Pirelli Am-klassen.


(Foto: Formula Racing)

– Frederik Paulsens performance har været fuldstændig enestående, og vi har aldrig oplevet en motorsportsdebutant vælte scenen på sådan en måde. Samtidig er det et skulderklap til hele Formula Racing-holdet, som består af dygtige ingeniører og mekanikere, der sammen med kørerne hjælper med at skabe de bedste betingelser for et godt resultat, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.


(Foto: Formula Racing)

– Desværre gjorde Covid-19, at mange af de kørere, som havde tilsluttet sig 2020-sæsonen, måtte melde afbud, fordi de simpelthen ikke kunne rejse ud af deres hjemlande. Vi er et internationalt team med kørere fra hele verden, og dette havde naturligvis en negativ effekt på vores setup. Samtidig må man også sige, at den magiske atmosfære, vi normalt oplever til Challenge-løbene, hvor tusinder af Ferrari-fans sidder på tribunerne, var savnet i den forgangne sæson. Vi håber, at tingene vender i 2021, hvor Formula Racing naturligvis er tilbage garagerne.


(Foto: Formula Racing)

Foruden Frederik Paulsen var også luxembourgske Oliver Grotz, svenske Christian Kinch og tyske Boris Gideon med til at høste pokaler undervejs i 2020-udgaven af Ferrari Challenge Europe. Sæsonen blev afsluttet med en forsinket finaleafdeling på den italienske racerbane Misano World Circuit den forgangne uge, og her stillede Formula Racing med endnu en ung dansk kører, Christian Brunsborg, som sikrede sig en flot løbssejr.


(Foto: Formula Racing)

Forventningerne var skruet ekstra meget i vejret, eftersom Frederik Paulsen havde sikret sig pole en startplads i forreste række i den afgørende verdensfinale, hvor de bedste kørere fra den europæiske, amerikanske og asiatiske Challenge-serie mødes. Paulsen måtte dog skuffet udgå fra løbet efter en ufravigelig nærkontakt med en konkurrent. Den unge racerkører og tidligere elitesvømmer kunne dog alligevel gøre positiv status efter sin første sæson i Ferrari Challenge.


(Foto: Formula Racing)

– Jeg var ambitiøs omkring, hvad jeg ville opnå i Ferrari Challenge, og det var teamet også, men jeg havde ikke forventet så stærke resultater. Jeg forberedte mig godt, blandt andet i Formula Racings simulator på hovedkvarteret i Lyngby, og samtidig havde jeg weekend efter weekend et dygtigt hold af ingeniører og teknikere omkring mig. Det har været en fantastisk oplevelse at deltage i mesterskabet og ikke mindst at tage titlen, og jeg vil gerne have lov at takke hele holdet bag Formula Racing for et stærkt arbejde og en fantastisk support. Jeg håber ikke, at det er sidste gang, at jeg sidder i en racerbil, lyder det fra Frederik Paulsen.


(Foto: Formula Racing)

Formula Racing er tilbage på Challenge-scenen igen, når 2021-sæsonen af mærkeserien skydes i gang den 10.-11. april på den legendariske italienske Monza-bane.

Formula Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Frederik Paulsen
  • Formula Racing
  •