(Foto: Formula Racing)
Farten var ikke med Formula Racing i årets første to afdelinger af Asian Le Mans, som blev afviklet på Dubai Autodrome den forgangne weekend, hvor det danske team sluttede på henholdsvis sjette- og 16.-pladsen. Men Ferrari-teamet fra Lyngby har ikke tabt modet og forventer bedre muligheder for at kæmpe med om et topresultat i mesterskabet to sidste løbsafdelinger, som afvikles fredag og lørdag på Yas Marina-banen i Abu Dhabi.
– Vi kæmpede med rigtig mange ting i sidste weekend, og især farten. Seriens BOP’en (Balance Of Performance, udligningen af styrkeforholdet mellem bilmærkerne, red.) var bestemt ikke til Ferraris fordel, og vi manglende eksempelvis næsten et sekund til de hurtigste konkurrenter fra Porsche under kvalifikationen. På dét punkt ser de næste par dage foreløbig bedre ud, og tiderne har været tættere under træningen og kvalifikationen. Meget tyder på, at vi har en stærk bil til weekenden, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.
(Foto: Formula Racing)
Formula Racings røde Ferrari 488 GT3 besættes igen af den danske Ferrari-fabrikskører og WEC-mester, Nicklas Nielsen, den tidligere European Le Mans-vinder Johnny Laursen samt regerende mester i Italian GT Championship, Alessio Rovera. Holdet sluttede begge torsdagens træningssessions på en syvendeplads i det 19 biler store GT-felt. Kvalifikationen til weekendens to firetimersløb blev afviklet fredag formiddag dansk tid, og holdet starter både fredag og lørdag fra en 14. plads i GT-klassen.
– Vi er optimistiske, men vi er heller ikke i tvivl om, at det bliver endnu en udfordrende weekend. I Asian Le Mans Series kæmpes der om billetter til 24-timersløbet på Le Mans, så konkurrencen er benhård. Sidste weekend viste med al tydelighed, at der ikke er plads til fejltagelser, og vi har helt klart nogle områder, hvor skal være endnu skarpere. Men vi tror på revanche, og frem for alt er det fantastisk for hele holdet bag Formula Racing at være tilbage i international langdistanceracing igen, lyder det fra Allan Jørgensen.
Tredje runde af Asian Le Mans Series flages grøn på Yas Marina Circuit fredag klokken 13.00 dansk tid, mens fjerde og sidste løb skydes i gang lørdag klokken 13.10. Begge løb kan følges gratis via streaming på seriens officielle Youtube-kanal.
(Foto: Formula Racing)
Tidsplan - Asian Le Mans Series - Abu Dhabi
Fredag 19. februar
16.00 (13.00) – RACE (240 min)
Lørdag 20. februar
16.10 (13.10) – RACE (240 min)
Livestreaming: www.asianlemansseries.com/live/streaming.php
Formula Racing Carlos Communication Nikolaj Karlshøj Læs mere om: Johnny LaursenNicklas NielsenFormula RacingYas Marina Circuit19/02/21 - Yas Marina Circuit - Asian Le Mans Series20/02/21 - Yas Marina Circuit - Asian Le Mans Series |