Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

International Motor Sports Association

Nicklas Nielsen tæt på topresultat i 24-timersløb på Daytona

IMSA 
01/02/21 

Den danske Ferrari-fabrikskører Nicklas Nielsen var med i toppen af GTD-feltet, da et sammenstød få timer før mål sendte hans italienske team ud af kampen i årets 24-timersløb på Daytona.
 


(Foto: FERRARI MEDIA)

Det lignede et potentielt topresultat for Nicklas Nielsen, Daniel Serra, Simon Mann og Matteo Cressoni, som var blandt de hurtigste biler i GTD-klassen i weekendens 24-timersløb på Daytona International Speedway. Ferrari-firkløveret befandt sig i toppen af feltet og dominerede i lange perioder det legendariske løb. Men blot fire timer inden det ternede flag, blev den røde Ferrari 488 GT3 #21 fra AF Corse skubbet af banen under en duel med en konkurrent, og dét blev fatalt for det hurtige team.


(Foto: FERRARI MEDIA)

– Det er naturligvis en kæmpe skuffelse og en smule bittert at skulle acceptere en ottendeplads, når vi nu havde bilen og farten til at tage sejren. Vi var med fremme helt fra start og førte løbet i lange perioder. Men der var heller ingen tvivl om, at vi var oppe imod nogle hårde konkurrenter fra især Mercedes-AMG, og den eneste trøst er, at det endte med at blive vinderen af løbet, som sendte os ud af kampen, lyder det fra Nicklas Nielsen.


(Foto: FERRARI MEDIA)

Nicklas Nielsen og hans tre teamkammerater startede 24-timersløbet fra en 14. plads i den store GTD-klasse efter en udfordrende kvalifikation, som imidlertid slet ikke afspejlede holdets fart. Der gik nemlig ikke længe, før firkløveret havde avanceret sig til en position forrest i feltet, og i størstedelen af det følgende døgn var den røde Ferrari 488 GT3 #21 fra AF Corse konstant med i kampen om føringen.


(Foto: FERRARI MEDIA)

Med blot fire timer tilbage af løbet gik det imidlertid galt for Matteo Cressoni, som fra sin andenplads gik til angreb på en førende Mercedes-AMG ind i det skarpe sving for enden af start-mål-langsiden, hvilket endte med en afkørsel og efterfølgende punktering for italieneren. Sammenstødet, som ikke fik strafmæssige konsekvenser for nogle af bilerne, kostede to dyrebare omgange for AF Corse-teamet, og selv om holdet efterfølgende nåede at indhente en enkelt omgang, var vinderchancerne væk.


(Foto: FERRARI MEDIA)

– Sådan går det. Vi vidste, at vi blev nødt til at være benhårde, hvis vi skulle erobre løbet. Vi kørte med lav downforce for at være overlegne på langsiderne, men det betød samtidig, at vi havde mindre greb andre steder på banen. Derfor var en kompliceret opgave at komme forbi, og vi måtte udnytte enhver chance, fuldstændig som Matteo gjorde, forklarer Nicklas Nielsen.


(Foto: FERRARI MEDIA)

– Men når alt er sagt, så var det en fed oplevelse at få min debut i 24-timersløbet på Daytona. Det har været et fedt, tæt og actionfyldt ræs fra start til slut, og atmosfæren herovre i USA er bare noget særligt. Jeg kan sagtens forestille mig, at mange tusinde tilskuere havde gjort oplevelsen endnu større. Jeg tager en masse erfaring med mig herfra og håber absolut på at vende tilbage til Daytona igen.


(Foto: FERRARI MEDIA)

Nicklas Nielsen Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Nicklas Nielsen
  • Daytona
  • 31/01/21 - Daytona - IMSA
  •