(Foto: Starworks Motorsport)
Det blev ikke en sejr som håbet, men Mikkel Jensen kan nu alligevel tage hjem fra sin debut i 12-timersløbet på Sebring med stoltheden i behold. Den hurtige LMP2-kører spillede nemlig en kæmpe rolle i at sikre Starworks-teamet en andenplads i det legendariske løb, som ikke forløb uden problemer for danskeren og hans to teamkammerater, danske David Heinemeier Hansson og canadiske John Farano.
(Foto: Starworks Motorsport)
– Den sidste halvdel af løbet var vi hurtige, men vi havde desværre også en del omgange at indhente efter en række problemer i første halvdel. Vi måtte eksempelvis skifte hele fronten på vores racerbil efter et uheld, og senere måtte vi også udskifte nogle komponenter på undervognen efter en snurretur. Teamet gjorde, hvad de kunne for at få os på banen hurtigt igen, men vi mistede i alt en seks-syv omgange på de lange pitstops. Så vi var ret hurtigt klar over, at det ville blive umuligt at vinde, medmindre vores konkurrenter også fik store problemer. Og det gjorde de desværre ikke, lyder det fra Mikkel Jensen.
(Foto: Starworks Motorsport)
Mikkel Jensen var igen hurtig i Starworks-bilen, som han var med til at køre til sejr i Petit Le Mans i sidste måned. De effektive omgangstider betød, at danskeren fik al den køretid, som reglementet tillod det. Jensen var således i sædet i næsten halvdelen af løbets 12 timer, hvilket var noget, som der blev lagt mærke til.
(Foto: Starworks Motorsport)
– Selvom det ikke blev det løb, vi håbede, så var det en fed oplevelse endelig at få min debut på Sebring. Jeg er godt tilfreds med min egen præstation og føler, at jeg løste opgaven bedst muligt. Men naturligvis ærgerligt, at vi ikke kunne vinde, da vi bestemt havde farten til det.
(Foto: Starworks Motorsport)
Banen er rå og ubarmhjertig, og løbet er lige så hårdt og vanvittigt, som jeg har fået fortalt. Det kræver virkelig erfaring at ramme den perfekt omgang efter omgang, men det er dét, som gør, at jeg virkelig håber på at vende tilbage og få en ny chance. Og helst hvert år fra nu.
(Foto: Starworks Motorsport)
Mikkel Jensen Racing Læs mere om: Mikkel JensenSebring14/11/20 - Sebring - IMSA |