Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

International Motor Sports Association

IMSA: Mikkel Jensen får Sebring-debut i weekenden

IMSA 
13/11/20 

I sidste måned vandt han Petit Le Mans, og den kommende weekend gælder det en anden amerikansk klassiker, når Mikkel Jensen stiller op i 12-timersløbet på Sebring.
 


(Foto: Starworks Motorsport)

Hjelmen er endnu ikke lagt på hylden for denne sæson hos Mikkel Jensen, som den kommende weekend stiller til start i 12-timersløbet på Sebring for LMP2-teamet Starworks Motorsport. Dermed får den hurtige dansker chancen for at vinde endnu amerikansk klassiker efter sidste måneds storstilede Petit Le Mans-sejr på Road Atlanta.


(Foto: Starworks Motorsport)

– Jeg har siden min USA-debut for BMW Motorsport på Laguna Seca i 2018 håbet at kunne køre flere løb på de amerikanske racerbaner, og med Petit Le Mans i sidste måned og nu 12-timersløbet på Sebring denne weekend er jeg godt i gang med at udleve dén drøm. Det var fantastisk at tage sejren på Road Atlanta, og en Sebring-sejr vil virkelig være en fed afslutning på et år, som på mange måder har været turbulent, lyder det fra Mikkel Jensen.

Mikkel Jensen får endda dansk selskab i Starworks-teamets Oreca #8, hvor Job van Uitert er byttet ud med landsmanden David Heinemeier Hansson, som skal hjælpe det amerikanske team til en sejr. Tredje kører i bilen er canadieren John Farano, som også var med i vinderbilen på Road Atlanta.

– Det bliver fedt at dele bilen med David (Heinemeier Hansson, red.), som jo har rigtig meget USA-erfaring i både GT-biler og prototyper. For mit eget vedkommende bliver det debut på Sebring, som jo er en af de mest legendariske og oldschool baner i verden. Selvom den er berygtet for sit udfordrende underlag af dårlig asfalt og gamle betonplader, som ikke har været vedligeholdt mere end højst nødvendigt, så har jeg kun hørt godt om Sebring. Det er netop de dér rå forhold, som gør løbet til noget unikt. 12 timers ræs på Sebring skulle være hårdere for bilen end 24 timer på Le Mans, så den hurtigste bil er ikke nødvendigvis dén, som vinder.


(Foto: Starworks Motorsport)

– Umiddelbart ser det ud til at blive regnvejr under det meste af træningen, mens løbet foreløbigt skulle holde tørt. Så måske kender vi først vores virkelig pace, når løbet skydes i gang. Det handler om at bære vores moment videre fra vores sejr i Petit Le Mans, og dér vandt vi jo til trods for, at bilen kørte gennem det meste af løbet med en slem skade. Det skal nok blive godt. Jeg glæder mig helt vildt!

Årets 12-timersløb på Sebring er allerede skudt i gang med de første officielle træningssessions torsdag, mens kvalifikationen for LMP2-klassen afvikles fredag klokken 11.05 lokal tid (17.05 dansk tid). Løbet flages grønt lørdag klokken 10.10 lokal tid (16.10 dansk tid) og kan følges direkte på IMSA-seriens website.


(Foto: Starworks Motorsport)

Tidsplan – 12 Hours of Sebring

Fredag 13. november
11.05 (17.05) – Kvalifikation LMP2 (15 min)

Lørdag 14. november
10.10 (16.10) – RACE (12 timer)

Livestreaming: imsatv.imsa.com
Livetiming: scoring.imsa.com


(Foto: Starworks Motorsport)

Mikkel Jensen Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Sebring
  • 14/11/20 - Sebring - IMSA
  •