Det har været en noget amputeret sæson, hvor der kun er blevet kørt en løbsweekend inden denne weekends afsluttede Grand Prix Danmark – DM Finalen 2020.
12 biler har meldt deres ankomst til FDM Jyllandsringen, hvor der igen bliver en god blanding af bilmodeller og mærker.
Michael Vesthave Jr. med startnummer 176 var fuldstændig suveræn på Padborg Park, hvor han tog Pole Position, og vandt samtlige tre heats. Han fik dog god modstand fra Tino Vang Jørgensen i Seat Leon Supercopa #22, som fartmæssigt lå lige bagved, og til tider åndede ham i nakken.
Thue Henriksen, der står i telt sammen med Vesthave Jr. og har haft en finger med i spillet på den hurtige BMW 320i E46, stiller igen op med sin egen BMW 318ti Compact med startnummer 68, og forventer helt sikkert at kunne snakke med om både weekendens og mesterskabets pokaler.
Thue Henriksen viste god fart ved åbningsløbet, hvor han lå og lurede lige omkring podiepladserne. Kan han fortsætte disse takter ved sæsonfinalen? (Foto: JJ Media)
Morten Christensen har fået rigtig god fart i den røde og hvide Audi TT RS racer med nummer 111, og han fik virkelig smag for top 3 i Padborg, som han sluttede i hele to heats.
Bag dem ligger Kim Villebæk på lur. Han er stadig ved at spore sig ind på den helt nybyggede VW Polo AW GTI med startnummer 12. Der er blevet brugt tid hjemme på værkstedet siden sidst, for at finde mere vejgreb, til at kunne overføre hestekræfterne til vejen, og have mere fart på rundt i svingene.
Lars Højris har også brugt tid hjemme på værkstedet. Han havde gentagende problemer med teknikken i Peugeot 208 GTI Maxi #33 ved åbningsløbet, men får hans mekanikere styr på det, kan han meget vel blive giftig på FDM Jyllandsringen, da han er en af de få i Yokohama SuperCup, som allerede har kørt på den bane i 2020.
Michael Nymark og holdets mekanikere er stadig ved at lære BMW raceren at kende, men fik en masse erfaringer på Padborg Park, som forhåbentlig gør bilen endnu hurtigere denne gang. (Foto: JJ Media)
De to andre er Oliver Rømer i #31 og Jens Kristoffersen i #32. De tre kørere var nemlig til start i Special Saloon Car klassen, som Yokohama SuperCup igen deler banen med denne weekend, da SSC klassen kørte på banen i juni måned. Mens Kristoffersens bil mere eller mindre bare skulle vaskes efter regnskyllet, som sluttede Heat 3 før tid, har mekanikerne på Rømers bil også været i gang med at stryge bilen – og lidt til. Hans weekend sluttede med en noget forkortet Seat Ibiza racer, da han blev påkørt bagfra.
En kører som håber på revance, og ikke mindst kørertid, er Brian Johannesen. Johannesen døjede med bremseproblemer i VW Polo GTI Cup raceren med startnummer 66, så de seneste uger har bestået af en total ombygning af bremsesystemet på bilen, så han er sikker på at bremserne ikke er det svage led på den bil.
Udover det generelle Yokohama SuperCup mesterskab, køres der også et Oldboysmesterskab.
Her har Bjarne Haa Rasmussen lagt sig i front i den hvide VW Polo GTI Cup med startnummer 265, mens Lars Højris ligger på lur på andenpladsen. Desværre kommer manden på 3. pladsen, Michael Holm, ikke til start i weekenden, men det giver Lars Christensen i Seat Leon #55 en god mulighed for at løbe med pokalen for 3. pladsen.
Der skal igen holdes øje i spejlene, da Yokohama SuperCup også skal dele banetiden med Special Saloon Car denne gang. Derfor må Morten Christensen (111), og alle de andre kørere, affinde sig med at blive overhalet af nogle Lamborghini, Ferrari og Porsche racere et par gange i løbene. (Foto: JJ Media)
Sidst men ikke mindst, køres der om et Yokohama SuperCup 200 mesterskab, for biler under 200 hestekræfter.
Her er Bjarne Haa Rasmussen også i front. Han er dog tæt forfulgt af Michael Nymark, der blot er to point bagved i den blå BMW E36 GTR, som døjede lidt med motorstyringen i Padborg. De problemer håber han er blevet løst nu, så han for alvor kan byde Bjarne Haa op til dans.
Desværre er det stadig ikke muligt at byde tilskuere velkommen på banen, så man må følge med på Yokohama SuperCup’s Facebook side, hvor vi vil forsøge at opdatere i løbet af dagen. Siden kan findes her: https://www.facebook.com/Yokohama-SuperCup-319740811437105
Hele løbsarrangementet skal kun afvikles over en enkelt dag, nemlig søndag. Det kan potentielt give lidt ekstra stress for holdene, men lad os håbe at alting kører mekanisk gnidningsfrit, selvom det bestemt ikke er nogen selvfølge i motorsport.
Tidsplanen for weekenden lyder som følger (ret til ændringer forbeholdes):
Søndag
Træning 10.05
Kvalifikation 11.30
Løb 1 12.50
Løb 2 14.20
Løb 3 16.40
Kørerforeningen Gruppe N National SuperCup
Læs mere om: Jyllandsringen25/10/20 - Jyllandsringen - SuperCup |