I forrige weekend skulle finalen i Danish Endurance Championship have været afviklet. Desværre gav myndighederne ikke tilladelse til finaleweekendens afvikling på Padborg Park, selv om heller ikke dette løb ville have haft publikumsadgang.
”Det er vi virkelig ked af på deltagernes vegne,” siger promotor Tom Pedersen fra Padborg Park I/S. ”Vi har problemfrit afviklet tre løbsweekender, og det er en skuffelse for alle i Danish Endurance Championship, at vi ikke har kunnet gennemføre de to sidste løb. Mange havde håbet på at kunne rykke fremad i mesterskaberne.”
Fire mandskaber er derfor blevet mestre før tid.
I DEC1-klassen går titlen til HH Racing, hvor Rasmus Holmegaard Hansen og Jesper Holmegaard Holst har kørt teamets Peugeot 207 til klassesejre i fem af sæsonens syv løb.
Mestre i DEC1 - HH Racing - Rasmus Holmegaard Hansen og Jesper Holmegaard Holst.
I DEC2-klassen sejrer DanAgro Racings duo Niels Nyboe og Ole Klitgaard, som har gennemført alle sæsonens syv løb med top 3-resultater i dem alle.
Mestre i DEC2 - DanAgro Racing - Niels Nyboe - Ole Klitgaard.
Klassemesterskabet i DEC3 blev vundet af Anders Lund og Bjørn Smidt, som i en af Sally Racings nye Seat Leon TCR-racere udviste den pålidelighed, som netop er så vigtig og afgørende i langdistanceløb.
Mestre i DEC3 - Sally Racing - Anders Lund - Bjørn Smidt.
I den hurtigste klasse DEC4 har der været kamp – og det ville der også have været i weekenden på Padborg Park – mellem tre teams. Far- og sønteamet Preben og Mikkel Grundtvig har i deres Lamborghini taget sejren foran Porsche-duoen Mikkel O. Pedersen og Gustav Birch, mens tredjepladsen går til TWX Bilers Ferrari med Torben Ingerslev og Morten Dons.
Mestre i DEC4 - Dream Concept Motorsport - Preben Grundtvig - Mikkel Grundtvig
”Det, jeg havde glædet mig mest til i Danish Endurance Championship, var kampen om vores distancepokal,” siger Tom Pedersen. ”Inden vores planlagte finale stod det rigtig tæt. Dream Concept Motorsport havde tilbagelagt 737,8 km. TWX Biler havde kørt 735,4 km. Det er en forskel på blot 2,8 km – lidt mere end en omgang på Padborg Park.”
Padborg Park I/S Læs mere om: Padborg Park11/10/20 - Padborg Park - Danish Endurance Championship |