Traditionen tro, når der køres rally i Vestjylland, var procentdelen af grus stor. Denne gang cirka 23%, hvilket er det højeste i denne sæson indtil videre. Prøverne var hurtige og de fleste deltagere var begejstrede for grusstrækningerne.
Der var masser af skumsprøjt, da den generelle top 3 fejrede afslutningen på løbet. (Foto: Karsten Damm)
- Enkelte deltagere syntes, at det gik for meget lige ud på grusstrækningerne og at vi burde have sat chikaner op på dem, fortæller løbsleder Bjarne Nielsen. - Det er selvfølgelig nærliggende at bruge chikaner, men de kan for det første være svær at få plads til på de smalle grusveje og for det andet vil nedbremsningerne og accelerationerne omkring chikanerne lynhurtigt betyde, at gruset bliver kørt op. Så det er et valg mellem pest eller kolera, konkluderer Bjarne Nielsen.
Til løbet havde Ikast og omegns Motor Klub nedsat et COVID19-team, som udelukkende havde til opgave at fokusere på, at myndighedernes vejledninger og retningslinjer blev overholdt. Som en præventiv handling havde alle cirka 190 officials fået udleveret en personlig håndsprit og teamet gik rundt på servicepladserne og kontrollerede, at alle teams selv havde håndsprit med, som det var beskrevet i en bulletin til deltagerne. Kontrollen blev taget rigtig godt i mod fra de forskellige teams. Flere ytrede, at det var godt at se, at man faktisk tog situationen seriøst og gjorde noget ud af at følge op på reglerne.
Rent sportsligt bød løbet på masser af action. Allerede på SS2 måtte Kristian Poulsen og Ole R. Frederiksen en tur på marken, hvor de endte med at sidde fast oven på er telefonskab. Heldigvis var publikum hurtige til at hjælpe holdet videre, men med et tidstab på næsten to minutter var det vanskeligt at når det øverste trin på podiet. Det gjorde til gengæld Kenneth Madsen og Mette Felthaus, som i deres gule Suzuki Swift R+ blev skarpt forfulgt af Martin Johansen og Finn Thomsen i deres Peugeot 208 R5 på andenpladsen med blot 0,371 sekunder til vinderne. Michael Sørensen og Erik Kristensen i Skoda Fabia R5 indtog løbets tredjeplads med under 4 sekunder til førstepladsen. De øvrige resultater kan ses på dette link.
Et så stort løb vil aldrig kunne lade sig gøre at afvikle, hvis ikke der var hjælp at hente fra andre klubber. Derfor skal der lyde en stor tak til vores gode venner hos Randers Auto Sport, Kjellerup og Omegns Motorklub, Lemvig og Omegns Motor Sport samt KDAK Sport Fyn for deres store hjælp med at passe de fire prøver. En speciel hilsen sender vi til KDAK, som om natten fik stjålet deres trailer, som var fyldt med materiel til prøven. Det var en rigtig dum situation at stå i, men de fire andre klubber stod sammen og fik hurtigt fundet materiel frem og sendt til KDAK’s prøve, så Janni Møller Fraas og hendes officials kunne få den gjort klar.
En stor tak skal også lyde til de mange kræfter, som har været med til at få løbet op at stå. Det være sig IMK’s egne klubmedlemmer, der har lagt masser af timer i løbet samt personer og virksomheder i Tarm og omegn, som har været behjælpelige med lån af materialer og hjælp under løbet. Samarbejdet og støtten fra Ringkøbing-Skjern Kommune, Ringkjøbing Landbobank og de mange andre, lokale virksomheder har været helt fantastisk og uden dem, var Rally Naturens Rige aldrig blevet den størrelse, som det blev.
Sidst men bestemt ikke mindst skal der lyde en meget stor tak til de i alt 100 beboere og lodsejere, som med deres underskrifter gav os lov til at spærre deres veje og indkørsler af. Vi er 100% afhængige af alle disse venlige menneskers accept, for at vi kan dyrke vores sport. Tak!
Ikast og omegns Motor Klub
Læs mere om: Ikast03/10/20 - Ikast - DM Rally |