Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Endurance Championship

Nicklas Nielsen om Le Mans-debut: Nu bliver det rigtig fedt

FIA WEC 
17/09/20 

World Endurance ChampionshipDen danske Ferrari-fabrikskører Nicklas Nielsen kan den kommende weekend sætte hak ved et af karrierens helt store mål, når han stiller op til verdens mest berømte motorløb for det italienske sportsvognsmærke.
 

Nicklas Nielsen kan den kommende weekend tilslutte sig gruppen af danske racerkørere, som har været på startlisten til verdens største motorløb. Og med en god portion fart, klog strategi og en sjat held vil det 23-årige stortalent måske endda kunne tilslutte sig den ekstra prestigefyldte klub af danske Le Mans-vindere. Sammen med sine to medkørere, Francois Perrodo og den Le Mans-erfarne dobbelte klassevinder Emmanuel Collard, har Nielsen nemlig ambitioner om at tage sejren i den franske klassiker.


(Foto: ADRENALMEDIA.COM)

– Le Mans er uden tvivl det løb i sæsonen, som man har gået og ventet mest på. Ræset overgår så meget andet, hvilket også rent sportsligt afspejler sig ved, at der uddeles dobbelt så mange point på Le Mans som til alle de øvrige løb på WEC-kalenderen. Det betyder, at selvom vi stiller til start med en solid føring i mesterskabet, så er det faktisk ekstra vigtigt, at vi holder stilen og kører benhårdt efter et topresultat, lyder det fra Nicklas Nielsen.


(Foto: ADRENALMEDIA.COM)

Årets Le Mans afvikles tre måneder senere end normalt grundet Covid-19, og for første gang siden debutløbet i 1923 bliver det afviklet helt uden tilskuere. Årstiden betyder også flere mørketimer for kørerne, ligesom formatet er presset sammen, så der afvikles træning kvalifikation torsdag og fredag, før løbet flages grønt lørdag.


(Foto: ADRENALMEDIA.COM)

Nicklas Nielsen stiller sammen med Perrodo og Collard op for det fabrikssupporterede AF Corse-team i en Ferrari 488 GTE-Am med startnummer #83. Trioen tog sejren i sjette afdeling af World Endurance Championship på Spa-Francorchamps i august, og med blot to afdelinger tilbage på den Covid-19-reviderede kalender, tilspidses kampen om VM-titlen.


(Foto: ADRENALMEDIA.COM)

– Vi har både et verdensmesterskab og et prestigefuldt 24-timersløb at tænke på denne weekend, så der er meget på spil. Og så er det naturligvis debut for mig, hvilket gør det endnu mere spændende. Jeg har kørt masser af omgange på banen i en simulator, men jeg mangler stadig at få den første tur i en rigtig racerbil. Det ser jeg virkelig frem til, og jeg glæder mig især til at oplev sektionerne omkring Indianapolis og de legendariske Porsche-kurver. Når alt kommer til alt, så er det jo bare den bane, som enhver racerkører ønsker at vinde på, forklarer Nicklas Nielsen.


(Foto: ADRENALMEDIA.COM)

Men selv om årets 24-timersløb på Le Mans afvikles uden tilskuere, så bliver det naturligvis stadig muligt for motorsportsfans at følge med i løbet. TV 2 sender nemlig direkte fra lørdag klokken 21.05 og frem til målflaget, mens man kan få starten med på Eurosport. Man kan også downloade den officielle FIA WEC-app til sin smartphone og købe den særlige Le Mans-pakke (79 kr.), som giver fuld adgang til både livestreaming, resultater, interviews med mere.

TIDSPLAN – 24-TIMERS LE MANS 2020

Torsdag 17. september
10.00: Træning #1 (180 min)
14.00: Træning #2 (180 min)
17.15: Kvalifikation #1 (45 min)
20.00: Træning #3 (240 min)

Fredag 18. september
10.00: Træning #4 (60 min)
11.30: Kvalifikation #2 (30 min)

Lørdag 19. september
10.30: Warm-up (15 min)
14.30: RACE (24 timer)

Følg med LIVE på TV 2, Eurosport eller FIA WEC-appen.

Nicklas Nielsen Racing

Carlos Communication
Nikolaj Karlshøj

Læs mere om:
  • Nicklas Nielsen
  • Le Mans
  • 20/09/20 - Le Mans - FIA WEC - FIA VM
  •