Christian Lundgaard og Frederik Vesti vandt i sidste weekend deres første sejre i henholdsvis Formel 2 og Formel 3, da anden afdeling af Formel-serierne blev kørt i Østrig. De to 18-årige danskere banker dermed på til et internationalt gennembrud og er endnu to eksempler i en række af kørere, der viser, at Dansk Automobil Sports Union (DASU) i samarbejde med Team Danmark har udviklet et talentkoncept, hvor unge talenter har mulighed for at tage springet til en professionel karriere i international bilsport.
"Vi er stolte af at have udviklet et set up, hvor det er muligt for unge talenter at gå hele vejen, også selvom de ikke kommer med en stor pose penge i ryggen. En lang række unge kørere har været igennem vores talentprogram med stor succes. Heriblandt Frederik Vesti og Christian Lundgaard,” siger Bo Baltzer Nielsen, der er sportschef i DASU.
Inden for bilsport opererer man ikke med landshold som i de fleste andre sportsgrene. Målet for de unge talenter er en professionel karriere. Den ”røde tråd” i DASU’s talentkoncept, som er udviklet i samarbejde med Team Danmark, er derfor at hjælpe kørerne i en tidlig alder med at opnå færdigheder og resultater, der gør dem interessante for kommercielle interessenter.
Som en del af DASU’s talentprogram bliver de helt unge kørere i alderen 10 til 15 år blandt andet samlet på såkaldte ‘race-camps’. Udover at køre en masse ræs bliver kørerne på disse camps også sammen med deres forældre undervist i emner som sportsernæring, sportspsykologi med mere.
I 13-15 årsalderen fokuserer talentarbejdet i DASU på basale færdigheder for eliteidrætsudøvere som fysisk og mental træning, sportsernæring, antidoping, køreteknik, stævneforberedelse med mere, og på næste trin i kørernes udvikling støttes og rådgives de mere individuelt, og den økonomiske støtte intensiveres eventuelt.
Næste dansker i Formel 1 kan vente lige om hjørnet
En række kørere, der har været igennem DASU’s talentprogram, er lykkedes med at tage skridtet til en professionel karriere, og flere af dem har leveret internationale resultater på højeste niveau. Sidste år blev Michael Christensen f.eks. verdensmester i GT (sportsvogne), og siden 2014 har Kevin Magnussen kørt i automobilsportens fornemste klasse, Formel 1. Den næste dansker, der kommer igennem nåleøjet og får et sæde i Formel 1, kan vente lige om hjørnet, mener Bo Baltzer Nielsen.
"Christian Lundgaard er meget tæt på Formel 1. Renault vil have en kører fra deres akademi i Formel 1-teamet inden for de kommende sæsoner, og her står Christian helt fremme i køen. Men det handler også om timing. Der er i alt bare 20 pladser i Formel 1, og det gælder om at være klar, når muligheden byder sig," siger Bo Baltzer Nielsen
Efter sidste weekends sejre ligger Christian Lundgaard og Frederik Vesti hver især på en samlet andenplads i løbsserierne.
Fakta
Racing for Denmark
At blive Formel 1-kører er dyrt. Racing for Denmark er Dansk Automobil Sports Unions initiativ til at samle støtte til unge de danske bilsportstalenter, Frederik Vesti og Christian Lundgaard, på deres vej til at blive Danmarks næste Formel 1-kører.
Læs mere her: https://www.racingfordenmark.com/
DASU talent og elite
DASU talent- og elitearbejde har fokus på udvælgelsen og den sportslige udvikling af talenter med potentiale til topplaceringer inden for alle automobilsportens kategorier.
Læs mere her: https://www.dasu.dk/om-dasu/talent-og-elite/
Team Danmarks talentarbejde
Fokus i Team Danmarks talentarbejde er på stærke værdier og på at tilegne sig og videreformidle den nyeste viden om træning af børn og unge til vores samarbejdspartnere. Sammenhængende talentstrategier er nøglen til succes i eliteidræt.
Læs mere her: https://teamdanmark.dk/om-os/vores-arbejde/talentarbejde
Team Danmark
Læs mere om: Christian LundgaardFrederik VestiHungaroring05/07/20 - Red Bull Ring - FIA Formula 205/07/20 - Red Bull Ring - FIA Formula 319/07/20 - Hungaroring - FIA Formula 219/07/20 - Hungaroring - FIA Formula 3 |