Den 21. juni kunne den populære racerklasse langt om længe afvikle sæsonens første mesterskabsafdeling, og nu på søndag – den 5. juli – er man klar til at afvikle næste runde. Det sker på Padborg Park, men desværre kommer det endnu engang til at foregå uden publikum. Det er selvfølgelig synd, for de mere end 30 deltagere, som ventes til start på den sønderjyske racerbane, forventes at levere masser af spændende race i de tre heats.
Deltagerne i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen har ikke tid til at holde sommerferie. På søndag ventes mere end 30 deltagere til start på Padborg Park (Foto: Morten Alstrup)
Sæsonstarten bød på tre forskellige vindere af de tre heats, og vindertrioen – Mathias H. Jensen, Hinnerup, Anders Elkjær, Grenå, og Magnus Madsen, Skjern – topper mesterskabstabellen med næsten det samme pointantal. Det ser ud til, at det også bliver blandt dem, at vi skal finde den kommende søndags vindere, men ved årets første runde var der flere stærke kørere, som bød ind, men lige præcis manglede det sidste i at komme helt til tops.
Joachim Lee Holmstoel, Silkeborg, kørte sig således en enkelt gang til en top 3-placering og viste, at han havde farten til mere. Lukas Nedergaard Jensen, Hobro, var tilbage i feltet, og selv om et uheld for præcist et år siden gav ham en ufrivillig pause fra sporten, stod det klart, at han stadig havde farten. Det samme var ikke tilfældet for Mirza Ahmetagic, Randers. Sidste år var han helt til det sidste med i mesterskabskampen, hvor han endte med at sikre sig en sølvmedalje, men i år fik han en utrolig dårlig start på sæsonen. Han manglede kort og godt fart i sin blå og metalgrå racer, men hvis den bliver justeret rigtigt ind, vil han kunne kæmpe med om sejrene på søndag.
Mathias H. Jensen ankommer til Padborg Park med den mindst mulige mesterskabsføring. Sølle et points forspring har han til Anders Elkjær og Magnus Madsen (Foto: Morten Alstrup)
OK Mobil 1 Legend Car Cuppen tæller også en oldboys-klasse for kørere, der er 40 år eller ældre.
Her fik Lars Bohnensach Ebbesen, Varde, en helt fantastisk start på sit titelforsvar, da han på FDM Jyllandsringen scorede maksimumpoint i såvel tidtagningen som i de tre heat. Flemming Jensen, Jægerspris, var den eneste anden oldboyskører, som i samtlige tre heat gav Lars Bohnensach Ebbesen modstand, mens Kim Schmidt Petersen, Hadsten, var tæt på at slå ham. En kombination af uheld og kollisioner gjorde dog, at sidste års toer i oldboyskonkurrencen blot indtager sjettepladsen i den aktuelle stilling.
Padborg Park
Læs mere om: Padborg Park05/07/20 - Padborg Park - Legends Car Cup |