Det var et kærkomment comeback til forhjulstrukne racerbiler for Kim Lund Johansens vedkommende, og det fik den erfarne kører fra Voel til at tage beslutningen - Madbull Racing skal være en del af feltet i TCR Denmark i år.
Kim Lund og Madbull Racing klar til TCR.
Det hele er netop faldet på plads, og teamets Seat Leon Cupra fra i fjor er solgt, men teamet fortsætter med Cupra idet man netop har indkøbt en bil fra PWR-teamet i Sverige.
- Vi har lige fået det hele på plads, og vi er nu nået så langt med planerne, at vi gerne vil binde an med, at vi skal køre i TCR Denmark. Bilen er her og det er en super fed klasse, som vi virkelig ser frem til at konkurrere i. Samtidigt bliver Classic Race Aarhus et stort event fra vores side med rigtig mange gæster, så der er bestemt meget at se frem imod, forklarer Kim Lund Johansen.
Godt indtryk
Samtidigt er bilen langt fra uvant for Kim Lund Johansen. Sidste sæson gav en god introduktion til TCR for teamet fra Voel lige udenfor Silkeborg, og det er de erfaringer, som Kim Lund Johansen glæder sig til at bygge videre på, når det går løs til april.
- Jeg kørte mest i Special Saloon med den sidste år, og fik et godt indtryk af bilen. Den styrer og bremser rigtig godt, men i Special Saloon er der jo den detalje med reglementet, som gør, at du ender i klasse med biler, som kører fra dig på langsiderne. Til gengæld er bilen god på alt det andet, og jeg ser virkelig frem til at vi skal ud at køre mod lige materiel, forklarer Kim Lund Johansen.
Ambitionen for året er først og fremmest at blande sig i toppen af den stærkt besatte Trofeo-klasse for kørere over 40 år.
- Vi kommer i hvert fald for at jagte en podieplads i Trofeo. Jeg glæder mig til at køre mod dem, jeg kørte mod i gamle dage. Michael Carlsen og jeg har da i hvert fald kørt en skærm af hinanden i DTC gennem årene. Så det bliver helt afgjort en tæt kamp om den titel, for der er rigtig mange bejlere til podiet i den.
Det er glædeligt at se, at det har båret frugt med alt det gode arbejde, som folk har stillet an med i forhold til at få TCR til Danmark. TCR International og en hel masse teams har gjort deres for at sparke gang i tingene, og i min optik er det virkelig positivt at vi kan komme rundt til de danske baner, afrunder han. TCR Denmark Læs mere om: Kim Lund JohansenMadbull Racing |