Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally Monte-Carlo Historique

Dansk vinder af det 23’ Rally Monte Carlo Historique

Rally Monte-Carlo
Historique 

05/02/20 

Efter at have ført Rally Monte Carlo Historique siden søndag, lykkedes det i nat for den danske kører Henrik Bjerregaard, sammen med sin co-driver Mirek Svec, at vinde verdens største historiske rally, Rallye Monte Carlo Historique, som startede fredag den 31. januar.
 


Henrik Bjerregaard og Mirek Svec fejrede sejren med champagne på podiet.
(Foto: rallypics.dk)

Efter ca. 2.700 km. koncentreret rally i både Ardéche, Drome, Provence og Haute Alps, ankom deltagerne i løbet af tirsdag eftermiddag til Monaco, hvor de havde et kort hvil, inden de fra kl. 21.00 blev sendt ud på de sidste ca. 300 km små snævre bjergveje i området nord for Monaco.


Henrik Bjerregaard og Mirek Svec var imellem de først startende, og kørte første etape i mørke
(Foto: rallypics.dk)

Henrik Bjerregaard og Mirek Svec var totalt overraskede, da de kørte over målportalen, og fik at vide at de havde vundet løbet. De troede, at de på nattens meget vanskelige specialprøver havde tabt førsteplads, bl.a. på grund af en minimal fejlkørsel på prøven. Henrik Bjerregaard udtalte efter at være kommet i mål, og fået overrakt champagnen: ”Vi var sikre på, at nu mistede vi vores 1. plads, som vi har kørt med hele ugen, men andre må jo have lavet større fejl end vi gjorde på prøven. Det er en uvirkelig fornemmelse at stå med viden om sejr. Jeg tror nok først på det når jeg vågner til formiddag”.


Lars Hindsgaul og Arne Pagh gør fra morgenstunden en indsats i mørke, for at forsvare deres 2. plads.
(Foto: rallypics.dk)

I løbet af ugen har Lars Hindsgaul og Arne Pagh lagt pres på Henrik Bjerregaard og Mirek Svec, men på en af de sidste specialprøver svigtede måleinstrumentet, så de satte nogle sekunder til, og de måtte tage til takke med en i øvrigt flot placering som nr. 35.


Kim Kjærsgaard Frandsen startede tirsdagens første specialprøve i dagslys
(Foto: rallypics.dk)

Kim Kjærsgaard Frandsen og Jan Østergaard-Nielsen kørte en fejlfri dag og nat, så de kunne avancere yderligere, og sluttede på en flot 48. plads, hvilket tilfredsstillede Kim Kjærsgaard Frandsens målsætning om top 50 placering.


Poul og Carl Hellmers kører et stabilt Rally Monte Carlo Historique og indfrier deres mål på resultattavlen
(Foto: rallypics.dk)

Poul og Carl Hellmers lykkedes med deres målsætning, og kom i mål som nr. 95. Inden løbet var målet netop sat til at blive mindst nr. 100 af de 307 deltagere. De er allerede opsatte på at vendt tilbage igen i 2021, og der forsøge at forbedre deres placering fra i år.


Per Vilslev og Erik Andersen er kommet i højderne med den gule Opel Kadett GTE
(Foto: rallypics.dk)

Per Vilslev og Erik Andersen fik allerede på første specialstrækning i lørdags så mange point, at det ville være umuligt at nå op i toppen af feltet, så de har kørt hele løbet imod de konkurrenter der lå placeret lige omkring dem, og er i løbet af ugen rykket mange placeringer frem, så de slutter som nr. 170.


Michael Kristiansen og Michael Andersen glædede sig sammen med deres serviceteam over en flot debut i Rally Monte Carlo Historique
(Foto: rallypics.dk)

Michael Kristiansen og Michael Andersen kom stolte og tilfredse i mål som den sidst placerede af de danske biler, men de har hele tiden betragtet deres første ”Monte” som en stor læringsproces, hvor løbet skulle komme ind under huden. De sluttede som nr. 200 i feltet, og er yderst tilfredse med deres indsats.

Dermed kom alle danske deltagere i mål i nat, den sidste omkring kl. 4.45. Det har været en lang nat, og i skrivende stund indhentes ugens manglende søvn.

Set med danske øjne, har det været et rigtigt godt historisk rally.

Viggo Johansen, rallypics.dk


Læs mere om:
  • Monte Carlo
  • 05/02/20 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique
  •