Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formula 3

16-årige Valdemar Eriksen vinder sin første internationale podieplacering i Dubai

Formel 3 
24/11/19 

Den helt unge racerkører, Valdemar Eriksen, fra Nibe vandt lørdag sin første podieplacering i et internationalt formelbilløb. Det skete i første afdeling af MRF Challenge, som blev afviklet på Dubai Autodrome. Serien over 3 afdelinger og i alt 15 løb, afvikles de næste måneder på internationale racerbaner i Dubai, Bahrain og indiske Chennai ved Den Persiske Golf og Den Bengalske Bugt.
 

Den køres i potente Dallara Formel 3-biler, som er en væsentligt hurtigere bil end den Formel 4-bil, som den unge nordjyde indtil videre udvikler sig i.


(Foto: Valdemar Eriksen Racing)

Valdemar Eriksen bruger serien som opvarmning til næste års europæiske eller amerikanske sæson, hvor han i år havde sin rookie-sæson i den respekterede franske Formel 4 FFSA Academy-serie og hentede en masse erfaring, idet sæsonen blev afbrudt af en brækket hånd som følge af et uheld på Spa-Francorchamps i Belgien. Løbet lørdag, der gav podieplaceringen, var det fjerde af i alt fem i Dubai, der altså foregik fredag og lørdag.

Det havde ellers været en vanskelig begyndelse på weekenden, idet Valdemar allerede under første træning klagede over manglende motorkraft, og data viste, at han tabte 0,5 sekund pr. omgang ned ad langsiderne. Efter en fantastisk start på løb 2, hvor Valdemar lå på 2. pladsen 75% af løbet, døde motoren imidlertid derefter bogstaveligt, og gik op i røg til stor skuffelse for unge Valdemar og hans medrejsende driver coach.


(Foto: Valdemar Eriksen Racing)

Ny motor gjorde forskellen
Fredag aften var mekanikerne så på overarbejde og udskiftede motor og gearkasse i Valdemars bil. Og med det samme kørte Valdemar markant hurtigere – over 250 km/t ned af langsiderne. Efter at have kørt sig op og efter en god start på løb 4 kunne han således køre over målstregen på 3. pladsen. Grundet den defekte motor, skulle han starte sidste løb længere nede i feltet, men kørte sig op på en 4. plads med 2. hurtigste omgangstid af alle. De tidligere løb, havde givet 5. og 6.-pladser, så det blev tydeligt for enhver, at den nye motor havde gjort en forskel.


(Foto: Valdemar Eriksen Racing)

”Det var en stor forløsning, og jeg er superglad for min første podieplacering. Det havde været sådan en frustrerende start på hele løbsweekenden trods de fantastiske rammer her i Dubai. For jeg følte egentlig, at jeg kørte godt, men kunne bare motorkraftmæssigt ikke følge med de andre, når speederen skulle trykkes i bund. Det hele blev heldigvis så meget lettere, efter jeg fik en ny motor i.”


(Foto: Valdemar Eriksen Racing)

”Jeg vil gerne sige tak til Ben for at hjælpe mig med at holde modet oppe, tro på mig og presse på overfor serien for at få en ny motor. Jeg er glad for jeg kan belønne ham og alle mine sponsorer hjemme i Danmark med en stor flot pokal her fra Dubai, ” tilføjede Valdemar Eriksen efter oplevelsen og hyldest med Dannebrog på podiet.


(Foto: Valdemar Eriksen Racing)

”Mit mål er at få en langt bedre start på weekenden i næste afdeling i Bahrain, for når det hele spiller, kan jeg mærke, at jeg har speeden og teknikken til at kunne vinde. Nu må vi hjem og træne videre i simulatoren”.

Tidligere Formel 2-kører og Valdemars driver coach, belgieren Benjamin Bailly, var også særdeles tilfreds:

”I started working with Valdemar only last year. We have worked hard, and he has really progressed a lot in the meantime. We have had so much bad luck this year so I am really happy, relieved and proud that we are standing here today with a trophy.”

På vej mod nye mål
Valdemar deltog, som den yngste kører nogensinde på dispensation i MRF Challenge, allerede i 2018. Serien, der altid afholdes henover vinteren, har igennem tiden haft store kørere igennem som Mick Schumacher, Max Defourny og også Chamie Chadwick som vandt serien i 2018 og desuden vandt W series i 2019, som var det første år for en ren kvindelig formelbilserie.


(Foto: Valdemar Eriksen Racing)

Næste afdeling af MRF Challenge afholdes midt december på Formel 1-banen i Bahrain sammen med WEC (World Endurance Challenge). 3. og sidste afdeling køres i februar på Chennai Motor Speedway i Indien. Motorproblemerne til trods, ligger Valdemar på en øjeblikkelig 4. plads i mesterskabet, der ellers typisk køres af ældre og mere erfarne kørere.


(Foto: Valdemar Eriksen Racing)

Der arbejdes lige nu hårdt i kulissen for at skaffe de fornødne økonomiske midler til at Valdemar kan køre en formelbilserie i udlandet i 2020 kombineret med en hel eller delvis serie hjemme i Danmark. Team Valdemar Eriksen Racing ønsker at bevare sponsorrelationen til Danmark, hvilket gøres bedst ved også lejlighedsvis at vise flaget på hjemmebanerne. Hvilken serie det evt. kunne blive såvel i ud- som i indland er endnu uafklaret. Det kan meget vel blive den udfordrende franske Formel 4 FFSA Academy-serie igen, men også andre europæiske formelserier kunne være interessant, ligesom der har også vist sig andre muligheder bl.a. oven på en vellykket test i Houston tidligere på måneden.


(Foto: Valdemar Eriksen Racing)

André Eriksen Valdemar Eriksen Racing


Læs mere om:
  • Valdemar Eriksen
  • Dubai Autodrome
  •