Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

God sæsonafslutning for Ib Kragh og Ditte Kammersgaard

Rally 
23/10/19 

En hektisk oktober er nu overstået for Ib Kragh og Ditte Kammersgaard. Sammen havde de lørdag deres sidste start i 2019-sæsonen i Fredericia, hvor de på baggrund af deres titel i Yokohama-mesterskabet Vest havde kvalificeret sig til at deltage i den landsdækkende finale.
 

”Det blev en god finalelørdag,” fortæller Ib Kragh. ”Jeg var noget skeptisk over prøven, da Ditte og jeg gik den igennem til fods, for der virkede den meget kedelig. Men da vi først kom i gang, var den rigtig skæg. Vi kæmpede hårdt med Anders Lysen og John Madsen. Vi havde en god fight, og det endte med, at vi trak det længste strå.”


Ib Kragh og Ditte Kammersgaard tog årets tredje mesterskab i Fredericia

”Vi ville naturligvis gerne have et godt resultat med hjem fra Fredericia, men da jeg jo fortsætter med Skodaen til næste år, ville jeg gerne benytte lejligheden til at teste nogle indstillinger af på bilen. Vi har jo i denne sæson primært kørt i tørvejr, så vi har ikke prøvet så meget andet. Ved DM-finalen kørte vi med en regnvejrsopsætning, men her var det ikke decideret regnvejr, men prøven var fedtet. Derfor valgte vi at teste videre på baggrund af en opsætning, vi havde anvendt kortvarigt til Rally Roskilde i september.”

Opsætningen af den grå og grønne Skoda betød blandt andet, at støddæmperne var indstillet til at være hårdere end normalt.

”Jeg synes, at det var en god opsætning, vi havde fundet,” fortæller Ib Kragh, ”men det er svært at teste det til et rallysprint, hvor man ofte løber ind i trafik. Det oplevede både Anders Lysen og jeg.”

”Men jeg er rigtig glad for, at det lykkedes Ditte og mig at vinde igen. Så har vi vundet alle de rallysprint på nær et enkelt, som vi har stillet op i i denne sæson. Det var faktisk Anders Lysen og John Madsen, der som de eneste har slået os, men ellers har vi vundet i Fårvang, Kongensbro, Sønder Vium og på Nysumbanen.”

Ib Kragh og Ditte Kammersgaard kan nu se tilbage på deres første fælles sæson i en Skoda Fabia R5. Det er blevet til tre titler: Sejren i AutoPlus Dansk Super Rally, vindere af Yokohama-mesterskabet Vest og vindere af landsfinalen i Yokohama-mesterskabet.

”Ditte og jeg skylder en stor tak til vores mekanikerteam, som før, under og efter løbene har holdt Skodaen kørende, samt ikke mindst alle de sponsorer – store som små – der har gjort det hele muligt,” siger Ib Kragh, som i næste måned drager ud på et nyt motorsportseventyr.

”Jeg starter som rejsearrangør,” siger han med et glimt i øjet. ”Takket være det, at jeg er blevet kunde hos Skoda Motorsport, har jeg fået mulighed for i slutningen af november at arrangere en tur til Tjekkiet, hvor vi dels kommer ind for at se produktionen af gadebiler, dels har fået den unikke mulighed at få en rundvisning i motorsportsafdelingen. Vi skal en busfuld afsted, og så godt som alle pladser er ved at være besatte.”

IK Rally Racing


Læs mere om:
  • Ditte Kammersgaard
  • Ib Kragh
  •