Mesterskabet blev sikret. Lørdag eftermiddag krydsede Malthe målstregen på en tredjeplads og vandt dermed Danmarksmesterskabet i Formel 4. Hovedpersonen selv var glad - og en smule frustreret:
(Foto: Boxengasse)
- Jeg er glad for at have sikret mesterskabet, men det er lidt træls at jeg ikke kunne sikre det med en sejr. Det havde jeg håbet på, men jeg havde problemer med at få bid i dækkene, fortæller den nykårede mester.
(Foto: Boxengasse)
Dækproblemerne fortsatte igen i andet heat, hvor Malthe fra fjerde startposition hurtigt var oppe på andenpladsen og jagtede den førende. Mod slutningen måtte han dog give op, da dækkene igen drillede, og thyboen måtte tage til takke med en fjerdeplads.
Til gengæld var der mere fart over feltet i weekendens - og sæsonens - sidste heat. Her startede Malthe igen på fjerdepladsen og avancerede på få omgange frem til andenpladsen. En hidsig jagt på førstepladsen blev iværksat, men afstanden var for stor til at Malthe kunne indhente ham.
(Foto: Boxengasse)
- Sidste heat var rigtig fedt! Vi havde fået dækkene til at fungere igen, og jeg fik en rigtig god start. Det havde været sjovt at kæmpe lidt om førstepladsen med Mikkel (Grundtvig,red.), men han kørte altså stærkt deroppe foran, så han fortjente sejren, siger Malthe Jakobsen, som kunne fejre mesterskabet med familie og venner efter det sidste heat.
(Foto: Boxengasse)
- Det har været en sjov sæson. Der har været nogle gode dueller på banen, og jeg synes at jeg har lært virkelig meget undervejs. Samarbejdet med Alex og resten af FSP-teamet har kørt perfekt, og jeg er taknemmelig for hvordan de har kæmpet for hele tiden at give mig de bedste forudsætninger for at vinde racerløb.
Nu går turen snart videre til FIA World Motorsport Games i Rom, hvor Malthe er udvalgt til at repræsentere Danmark i Formel 4-klassen. Endnu et stort skridt mod fremtiden - men når dét er overstået, er kalenderen tom:
(Foto: Boxengasse)
- Jeg ved ikke hvad der skal ske næste år. Det giver mening for mig at søge mod udlandet, men det hele kommer an på økonomien og hvilke muligheder jeg får. Lige nu holder jeg alle muligheder åbne, og så må vi se hvad der sker.
Jakobsen Motorsport
Læs mere om: Malthe JakobsenJyllandsringen06/10/19 - Jyllandsringen - Formel 4 DK |