Inden weekenden var han førende i både Rookie- og U23 mesterskaberne, plus han indtog 5. pladsen i det generelle MASCOT DTC mesterskab.
(Foto: JJ Media)
Selvom det var den lokale bane for Casper, var det første gang at han skulle tackle banen i den sølvgrå Mercedes-lignende V8 racer med startnummer 15 på siden.
Derfor skulle han også lige føle sig til rette i de to træninger, som begge blev afsluttet på 5. pladsen, men med en forbedring på et par tiendedele fra den første træning til den anden.
Efter en rolig lørdag, var der maksimalt pres på gennem søndagen. Først med 20 minutters Warm Up, efterfulgt af 8 kvalifikations heats, samt en finale.
(Foto: JJ Media)
Der blev fundet yderligere tid morgenens Warm Up, hvilket forhåbentlig kunne bringes videre til løbene. Startopstillingerne blev valgt ved lodtrækning, så kørerne både kom til at holde helt oppe foran, midt i feltet, og allerbagerst i feltet.
Den første gruppe af Kval Heats blev kørt inden middag, og her blev det til en serie på 4-5-5-5, efter primært at være startet i den bagerste halvdel af feltet.
Efter at have underholdt familie, venner og sponsorer i middagspausen, skulle de sidste 4 Kval Heats samt finalen køres søndag eftermiddag.
(Foto: JJ Media)
Der blev startet med endnu en femte plads, men i Kval Heat 6, kom gennembruddet endelig, hvor Pilgaard kunne tage sin første Kval Heat sejr i MASCOT DTC klassen, men det var bestemt ikke uden hårdt pres fra konkurrenterne, der sluttede mindre end et halvt sekund bag Casper.
Kval Heat 7 blev til en 5. plads, mens det sidste Kval Heat blev fuldført på en flot andenplads.
Dette gav en startplads som firer i finalen, hvor der ikke blot skulle køres om mesterskabspoint, men også pokaler.
Det var noget der øgede intensiteten i ræset, og desværre endte det med at Casper fik givet et lille prik til en konkurrent, som gjorde at denne spandt rundt. Helt berettiget, blev Casper idømt to strafbaner, som han hurtigt fik ud af verden, men så også måtte se de tre generelle podiepladser forsvinde ud i horisonten.
(Foto: JJ Media)
Men med et finaleresultat som femmer, var det en god afslutning på weekenden – især med den første sejr i bagagen. Dertil vandt han både blandt U23 og Rookiekørerne.
Derudover blev U23 mesterskabet endegyldigt sikret, mens Rookietitlen også er snublende tæt på.
Det ser ud til at 5. pladsen i det generelle mesterskab også er meget tæt på at være sikret – men man skal ikke tage noget for givet, før målstregen bliver krydset for sidste gang.
Finalen i årets Danish Thundersport Championship 2019 skal køres den første weekend i oktober på FDM Jyllandsringen, der er en af de baner som Casper Pilgaard synes rigtig godt om.
Pilgaard Motorsport
Læs mere om: Casper PilgaardRing Djursland22/09/19 - Ring Djursland - DTC |