DM Rally 02/09/19
|
|
4. afdeling om Danmarksmesterskabet i rally, Suzuki Rally Sorø, blev lørdag den 31. august, kl. 11.30 flaget i gang på torvet i Sorø. Der skulle køres 9 hastighedsprøver i området omkring Sorø. I alt 179 km transportetaper, og 89 km hastighedsprøver lå foran kørerne, da de blev sendt ud på dagens rute.
|
For Rally Team Mejer, blev det en solid arbejdsdag der lå foran dem. Allerede på den 2. hastighedsprøve mistede Heino Mejer og Bo Mølgaard turboen, og måtte køre de resterende hastighedsprøver med en voldsom reduktion af bilens effekt. Ca. 250 af bilens hestekræfter blev sendt på græs den dag. Resten af løbet blev kørt uden turbo, hvilket gør bilen meget vanskelig at køre. For det første skal speederen aktiveres ganske forsigtigt, og for det andet må den ikke slippes for hurtigt, så bilen kommer tilbage i tomgang. Begge dele bevirker, at den totalt mister effekt.
Heino Mejer og Bo Mølgaard imens der stadig var turbo i bilen. (Foto: elkjaerfoto.dk – Lars Elkjær Lorentzen)
På trods af den manglende turbo, lykkedes det med fjerlet højre fod at køre en 1. plads hjem i den historiske klasse for biler over 2.000 ccm, tæt forfulgt af teamets anden Volvo 242 Turbo med Kurt Mejer og Steen Bøgelund på 2. pladsen i klassen.
Mod sædvane, lykkedes det denne gang for Kurt Mejer og Steen Bøgelund at køre bedre tider end Heino Mejer og Bo Mølgaard. Dog var det ikke uden kamp, at de kom i mål med et godt resultat. På den 2. sidste hastighedsprøve mistede de servostyringen, så Kurt Mejer måtte virkelig kæmpe med rat og pedaler, for at få bilen til at køre den vej han ønskede.
Kurt Mejer og Steen Bøgelund havde på de sidste prøver en kamp med bilen, op grund af manglende servostyring. (Foto: elkjaerfoto.dk – Lars Elkjær Lorentzen)
Kurt Mejer bemærkede med et smil efter løbet: ”Jeg kan nok ikke lave noget hjemme på værkstedet de næste mange dage. Armene er totalt udbrændte – at styre en tung Volvo 242 Turbo uden servostyring er ligesom at bøje et 2½ tommer vandrør med de bare næver”.
Isoleret set i forhold til Danmarksmesterskabet for historiske biler, var løbet i Sorø en succes for Rally Team Mejer. Heino Mejer og Bo Mølgaard forsvarede deres samlede 1. plads i mesterskabet for biler over 2.000 ccm, og Kurt Mejer og Steen Bøgelund rykkede fra en 3. til en 2. plads i mesterskabet.
Set i forhold til Autoplus Dansk Superrally, som er Danmarksmesterskabet på tværs af alle klasser, ser det mere problematisk ud. Her ligger Heino Mejer og Bo Mølgaard som en samlet nummer 9, og Kurt Mejer og Steen Bøgelund på 26. pladsen, inden de to sidste afdelinger om Danmarksmesterskabet køres den 21. september og den 12. oktober i henholdsvis Roskilde og Sønderborg.
Rally Team Mejer Rallypics Læs mere om: Heino MejerKurt MejerSorø31/08/19 - Sorø - DM Rally |