Der var kamp om pladserne til det prestigefyldte Night Race i Super GT-serien, men endnu en gang var bil nummer 60 fra Team Flexlease.nu/Strøjer Tegl at finde i den sjove ende af feltet. Det endte med en tredjeplads i det afsluttende heat for Kevin Rossel, som gennem hele sæsonen har været seriens førende, og forspringet blev endda øget en anelse.
(Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen)
- Det var det, vi kom efter, for vi skulle bare have så mange point som muligt i forhold til de direkte konkurrenter. Vi tog de kampe, der skulle tages, og vi holdt os ude af dem, som vi ikke skulle tage. Speeden fejlede ikke noget, for den var der hele weekenden, og så handlede det primært om at køre med hovedet. Det lykkedes meget godt, og vi holdt os konsekvent ude af problemer, fastslår Kevin Rossel, som går ind til årets sidste løb med et pænt forspring på 30 point ned til Mikkel Mac, der nu indtager andenpladsen.
(Foto: Stefan Mehl-Ludvigsen)
- Der bliver rigtigt tæt kamp om at komme på podiet, hvor en række dygtige kørere ligger indenfor få point, så det kan blive noget af et slagsmål, og derfor er det rart at gå ind til finalen med det her forspring. Det giver os lidt at trække på, og nu handler det selvfølgelig om, at det hele skal køres i mål. Jeg har ført hele sæsonen, og giver en god ballast i forhold til at jagte titlen, fastslår Kevin Rossel, som kan se frem til Flexlease.nu Super GT finals den 12. og 13. oktober efter en sæson, hvor han foreløbigt har været på podiet fem ud af seks gange.
Dyhr Media Læs mere om: Kevin RosselTeam Flexlease Strøjer TeglPadborg Park24/08/19 - Padborg Park - Super GT Danmark |