(Foto: Corvette Racing / Richard Prince)
Corvette Racing har vundet syv ud af tretten løb på Road America, hvilket giver håb for Jan Magnussen og Antonio Garcia. Makkerparret har nemlig brug for et topresultat i weekendens afdeling af det amerikanske IMSA-mesterskab på den berømte racerbane i Wisconsin, hvis titlen skal sikres for tredje år i træk. Heldigvis er der optimisme at spore hos danskeren.
– Jeg tror, at alle racerkørere, som har kørt på Road America, ser banen som en de absolutte favoritter. Det er en fantastisk oplevelse at køre ræs på Road America, især når man har en kampdygtig bil, som vi normalt har haft med Corvette Racing. Det er en meget hurtig bane med masser af hårde nedbremsninger og et hastigt flow hele vejen rundt. Jeg ville ikke klage, hvis flere af mesterskabets afdelinger foregik her, lyder det fra Jan Magnussen.
Magnussen, Garcia og resten af holdet bag Corvette Racing besøgte senest Road America i forbindelse med forberedelserne til 24-timersløbet på Le Mans, og banen i Wisconsin har gennem flere år været fast testbane for det amerikanske fabriksteam.
(Foto: Corvette Racing / Richard Prince)
Jan Magnussen: Vi har glædet os til Road America
– Vi har alle sammen glædet os til at vende tilbage til Road America, især efter de seneste afdelinger, hvor vi virkelig har haft udfordringer. Vi har altid været stærke her, og sidste år sluttede begge Corvetter på podiet. Vores mål for weekenden er helt klart at slutte på den øverste skammel. Vi har virkelig brug for en sejr. Både for teamets skyld, men også for Antonio og mit mesterskab. Jeg håber, mesterskabsstillingen ser bedre ud efter weekenden, end den gør nu.
Jan Magnussen og Antonio Garcia holder inden Road America-løbet en tredjeplads i kørermesterskabet i GTLM-klassen, hvor både første- og andenpladsen er besat af fabrikskørere fra Porsche. Corvette Racing holder ligeledes en tredjeplads i teammesterskabet, mens General Motors er treer i konstruktørmesterskabet.
TIDSPLAN – ROAD AMERICA
Lørdag 3. august
08.55 (15.55) – Træning #3 (60 min)
13.00 (20.00) – Kvalifikation GTLM (15 min)
Søndag 4. august
08.30 (15.30) – Warm-up (20 min)
13.35 (20.35) – RACE (2 timer 40 min)
Livetiming: https://imsatv.imsa.com/
Livestreaming: https://scoring.imsa.com/
JAN MAGNUSSEN RACING
Læs mere om: Antonio GarciaJan MagnussenCorvette RacingRoad America04/08/19 - Road America - SportsCar Championship |