(Foto: Jan Kaiser)
Efter en stærk start på sæsonen har Christian Lundgaard og hans team ART Grand Prix kæmpet med at finde farten i de seneste afdelinger. Uheld og problemer med at finde det rigtige setup på raceren har holdt den danske Renault Formel 1 juniorkører væk fra podiet. Lundgaard har trods stærke holdkammerater vist sig som hurtigste mand i teamet, men det har været en ringe trøst, når Prema Racing har vist sig rigtig stærke og scorer gode resultater med alle tre kørere. Men 18-årige Christian Lundgaard ved, at både han og teamet kan være med helt fremme i feltet på 30 kørere og han forventer, at Hungaroring bliver vendepunktet og starten på en stærk sæsonafslutning.
"Vi havde en rigtig god test på Hungaroring inden sæsonen, så det er et løb jeg ser meget frem til" fortæller Christian Lundgaard. "Jeg tror, det er en bane vi er stærke på og vi har masser af data, til at finde et godt setup. Når det er sagt, så ved vi også, at banen ændrer sig, når der bliver kørt Formel 1 på den og samtidig bliver det varmere end det var under vores test. Og det ser ud til, at fredag bliver med regnvejr, hvilket selvfølgelig også ændrer strategi med hensyn til dækvalg og setup. Jeg vil gerne sige, at vi kører for at vinde, men sådan som det er gået for os de sidste weekender, så er målet bare at få en weekend, hvor vi får det hele til at hænge sammen og gør det bedre end de sidste par løb. Som sagt har vi masser af god data og både teamet og jeg ved, at vi har en stærk bil når det hele hænger sammen, så nu skal vi bare have det hele til at spille og gør vi det, så kan vi også være med fremme. Men målet er at komme tilbage på sporet og få sat en stærk weekend sammen".
Mesterskabsstillingen forud for femte afdeling af Formel 3
1. Robert Shwartzmann (Prema Racing), 114 point
2. Jehan Daruvala (Prema Racing), 102 point
3. Jüri Vips (Hitech Grand Prix), 92 point
4. Marcus Armstrong (Prema Racing), 77 point
7. Christian Lundgaard (ART Grand Prix), 36 point
Tidsskema for femte afdeling af Formel 3
Træning, fredag den 2. august kl. 9.35
Kvalifikation, lørdag den 3. august kl. 9.00
Løb 1, lørdag den 3. august kl. 16.45
Løb 2, søndag den 4. august kl. 10.00
Kvalifikationen og begge løb kan ses live på TV3 Sport og TV3 Max.
Lundgaard Racing Press
Jan Kaiser Læs mere om: Christian LundgaardHungaroring04/08/19 - Hungaroring - FIA Formula 3 |