(Foto: Dennis Lind Racing)
Dennis Lind har for længst bevist, at han kan vinde racerløb i en Lamborghini, hvilket indtil videre har sikret danskeren en attraktiv fabrikskontrakt med det berømte superbilsmærke fra Sant’Agata. Den kommende weekend skal den hurtige racerkører sammen med to andre fabrikskørere forsøge at vinde et af de helt store trofæer, når 24-timersløbet flages grønt på Spa-Francorchamps.
– Det er et løb, som jeg har set rigtig meget frem til. Det er først og fremmest højdepunktet på Blancpain-kalenderen, men det bliver også et af de største løb i min karriere indtil nu. Der er noget magisk over 24-timersløb, hvilket også er årsagen til, at så mange producenter gerne vil vinde dem, så der bliver uden tvivl kamp til stregen, lyder det fra Dennis Lind.
Danskeren fik en forsmag allerede i januar, da han kørte karrierens første 24-timersløb i Dubai. Her satte danskeren pole position for Lamborghini-teamet Target Racing, og kun en defekt brændstofventil hindrede umiddelbart teamet i at slutte i toppen af feltet.
På Spa-Francorchamps er Dennis Lind tilbage i FFF Racing Teams Lamborghini Huracán GT3, hvor han sammen med kollegerne Andrea Caldarelli og Marco Mapelli har været på podiet i to af de første tre afdelinger af Blancpain GT Series Endurance Cup. Den stærke trio holder i øjeblikket en andenplads i mesterskabet og bærer således et stærkt moment videre til 24-timersløet i Belgien.
(Foto: Dennis Lind Racing)
Dennis Lind: Det bliver en kæmpe udfordring
– Jeg fik personligt en god forberedelse på Spa-Francorchamps i sidste uge, hvor jeg kørte en afdeling af det britiske GT-mesterskab med WPI Motorsport. Her manglede vi lidt topfart til konkurrenterne, men det er umiddelbart ikke noget, der bekymrer mig i forhold til weekendens løb. FFF Racing Team har opbakning fra Lamborghini, og der er lagt massive kræfter i at få gjort teamet og bilen klar til sæsonens højdepunkt. Det bliver uden tvivl en kæmpe udfordring, men jeg glæder mig helt vildt.
24-timersløbet på Spa-Francorchamps har foruden Dennis Lind også deltagelse af andre danske topnavne som BMW-køreren Mikkel Jensen, Porsche-køreren Michael Christensen, Aston Martin-køreren Nicki Thiim og Mercedes-AMG-køreren Christina Nielsen. Løbet begynder med træning og kvalifikationer torsdag, hvilket følges op af super pole fredag, før løbet flages grønt lørdag klokken 16.30 lokal tid.
(Foto: Dennis Lind Racing)
Tidsplan – 24 Hours of Spa-Francorchamps
Torsdag 25. juli
11.10 – Træning #1 (90 min)
16.15 – Prækvalifikation (60 min)
20.00 – Kvalifikation #1 (15 min)
20.22 – Kvalifikation #2 (15 min)
20.44 – Kvalifikation #3 (15 min)
21.06 – Kvalifikation #4 (15 min)
21.40 – Træning #2 (90 min)
Fredag 26. juli
18.15 – Warm Up (30 min)
19.05 – Super Pole (30 min)
Lørdag 27. juli
16.30 – RACE (24 timer)
Livetiming: www.total24hours.com/watch-live#live-timing
Livestreaming: www.total24hours.com/watch-live
Dennis Lind Racing Læs mere om: Dennis LindSpa-Francorchamps28/07/19 - Spa-Francorchamps - Blancpain GT Endurance Series28/07/19 - Spa-Francorchamps - Intercontinental GT Challenge |