Det blev aldrig Kevin Rossels weekend på Jyllandsringen. Helt galt gik det i lørdagens kvalifikation, hvor han helt udgik med en strejkende benzinpumpe, og i søndagens tre løb lykkedes det aldrig for Team Flexlease.nu Strøjer Tegl at finde det optimale setup for bil og kører.
Dermed satte Kevin Rossel sin store føring over styr, men han er dog fortsat seriens nr. 1. Rossel er efter 3. afdeling i OK MOBIL 1 SUPER GT noteret for 219 points, men især 2018-mesteren Martin Andersen er nu rykket helt tæt på Rossel. Andersen har nu sat 216 points ind på sin mesterskabskonto.
Flexlease-lejren kan så glæde sig over, at Christian Sørensen nu for alvor har meldt sig ind i mesterskabet i superklassen. Også selv om han i søndagens løb ikke helt nåede den speed, han viste i lørdagens kvalifikation. Christian Sørensen er nr. 3 med 208 points.
Mikkel Mac tabte nogle points i de to første afdelinger på Padborg Park og Ring Djursland på grund af tekniske problemer, men på Jyllandsringen var han kongen i klassen. Mikkel Mac er nu noteret for 204 points, og det er fire points flere end Ole Petersens score.
Ole Petersen kørte ikke noget dårligt løb på Jyllandsringen, men han manglede en placering helt fremme, og derfor faldt sønderjyden tilbage på 5. pladsen, men alligevel kom han med sine 200 points tættere på den førende Kevin Rossel.
Top-8 fuldendes af Kevin Verner, 171 p., Nicki Petersen, 155 p. og Andreas Jochimsen, 150 p.
Lige uden for top-8 ligger så de to talentfulde Casper Røes og Noah Watt. Det lever ikke op til deres forventninger. Casper Røes satte points til, da han og hans team ikke var klar til start i tide i løb 2, og Noah Watt havde simpelt hen ikke den bil, han havde brug for, og han var mere frustreret end fornøjelig.
De to skal nok komme igen. Ikke mindst fordi næste afdeling køres om små 14 dage på Ring Djursland. Der har Røes og Watt tidligere vist hurtighed, og for hele feltet er det en helt anden bane end Jyllandsringen, og der er inviteret til noget af et fortættet mesterskabsdrama på ”Mols Bjerge-banen”.
Læs mere om: JyllandsringenRing Djursland26/05/19 - Ring Djursland - Super GT Danmark09/06/19 - Jyllandsringen - Super GT Danmark |