Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Le Mans

Jan Magnussen inden 24-timers Le Mans: “Det bliver aldrig rutine”

Le Mans 
11/06/19 

Le MansJan Magnussen har fire gange vundet en klassesejr på Le Mans, og den kommende weekend prøver han igen, når han sammen med Corvette Racing stiller op til 24-timersløbet. Det er 21. gang, danskeren prøver lykken i den franske klassiker.
 

Siden 2000 har Corvette Racing hvert år været tilstede i 24-timersløbet på Le Mans, og siden 2004 har én af kørerne på det amerikanske motorsportsteam været en dansker ved navn Jan Magnussen. Den tidligere Formel 1-kører debuterede i den franske klassiker med Panoz Motorsports i 1999, og i år bliver det hans 21. deltagelse. Alligevel mener han, at forberedelsen er vigtigere end nogensinde.


(Foto: Richard Prince)

– Selv om enhver hos Corvette Racing har rigtig meget erfaring med Le Mans, bliver det aldrig rutine. Der er en masse ting, som vi gør på den samme måde år efter år, men bilen, banen, reglementet – det hele ændres hele tiden. Generelt har Le Mans udviklet sig fra at være et udholdenhedsløb til et 24-timers sprintløb, hvor bilerne sjældent giver op, som de gjorde i gamle dage. Og samtidig er konkurrencen øget markant, især i GT-klassen, hvor vores to Corvetter i år skal kæmpe mod 15 andre biler fra fem forskellige producenter, lyder det fra Jan Magnussen.


(Foto: Richard Prince)

Foruden Corvette Racing tæller GTE Pro-klassen fabrikshold fra Porsche, BMW, Ford, Ferrari og Aston Martin. Altså cremen af verdens mest berømte sportsvognproducenter, som hver især kæmper for den ultimative titel på motorsportskalenderen. Ud af de foreløbig 19 deltagelser, har Corvette Racing sikret hele otte klassesejre.


(Foto: Richard Prince)

Jan Magnussen: Hemmeligheden er stabilitet
– Hemmeligheden bag vores succes på Le Mans er stabilitet. Vi udvikler teknologien og stræber efter at forbedre alt, der kan forbedres, men forsøger samtidig at bevare sammensætningen af holdet. Det giver et crew af folk, som er enormt dygtige til lige præcis dét, de arbejder med, hvilket som regel kommer til udtryk i pitlane, forklarer Jan Magnussen.

– Vi har ry for at være utroligt effektive med vores pitstop, og vi har vundet en del løb ved at være hurtigst lige dér. Samtidig har vi også tradition for at holde os til vores egen strategi og ikke ændre planer, fordi konkurrenterne gør det. At tage action, når der er brug for det, men også vide, hvornår man skal holde hovedet koldt.


(Foto: Richard Prince)

Stiller op med Antonio Garcia og Mike Rockenfeller
Jan Magnussen stiller for andet år i træk op med sin faste makker i IMSA-serien, spanske Antonio Garcia, og tyske Mike Rockenfeller, i Corvette C7.R #63. En stærk trio, som tidligere har vundet 12-timersløbet på Sebring, og som tilsammen har ni Le Mans-sejre. Sammen med de tre kørere i søsterbilen, Oliver Gavin, Tommy Milner og Marcel Fässler i Corvette C7.R #64, har årets Corvette-trup i alt sikret hele 19 sejre, hvilket gør dem til det mest vindende kørersetup i GTE Pro-klassen.

Årets udgave af 24-timersløbet på Le Mans er det 87. i historien og starter som sædvanligt med træning onsdag eftermiddag, efterfulgt af første kvalifikationssession. Herefter følger yderligere to kvalifikationssessions torsdag aften, før løbet flages grønt lørdag klokken 15.00. Foruden Jan Magnussen stiller også danske Michael Christensen op for Porsche i GTE Pro-klassen, som også har deltagelse af Aston Martin-duoen Nicki Thiim og Marco Sørensen.


(Foto: Richard Prince)

Tidsplan - 24 Hours of Le Mans 2019

Onsdag 12. juni
Kl. 16.00-20.00 – Træning
Kl. 22.00-00.00 – Kvalifikation

Torsdag 13. juni
Kl. 19.00-21.00 – Kvalifikation
Kl. 22.00-00.00 – Kvalifikation

Lørdag 15. juni
Kl. 09.00 – Warm-up
Kl. 15.00 – RACE (24 timer)

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Le Mans
  • 16/06/19 - Le Mans - Le Mans
  •