Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Thundersport Championship

To pokaler til Pilgaard

DTC 
10/06/19 

DTC - Danish Thundersport ChampionshipDet blev en rigtig fin afslutning på forårssæsonen i MASCOT Danish Thundersport Championship for Casper Pilgaard.
Den 21-årige racerkører fra Ryomgård var for første gang i år på en velkendt asfalt, da sæsonens 3. afdeling blev kørt på FDM Jyllandsringen.
 

Selvom han ikke havde kendskab til banerne ved de foregående afdelinger i Sverige og Aarhus, har han alligevel kørt gode resultater hjem, så han inden weekenden var i front af Rookiemesterskabet, treer i U23 og femmer i det generelle mesterskab.

Løbsweekenden startede med 25 minutters træning på den fulde længde af FDM Jyllandsringen, som Casper har kørt hundredvis af omgange på gennem årene. Her blev det til 6. hurtigste tid, men meget tæt på toppen af feltet.


(Foto: JJ Media)

Senere lørdag eftermiddag skulle kørerne for første gang køre på den korte version af banen – eller det man også kan kalde den gamle version, hvor det ekstra stykke asfalt som blev tilføjet banen i 2003 ikke skulle benyttes. Det betød af omgangstiderne gik fra omkring 69 sekunder til 45 sekunder.

Det tog dog ikke lang tid for Pilgaard at vende sig til det andet forløb, så han satte 5. hurtigste tid, med et halvt sekund op til den førende – som for øvrigt havde kørt ræs på netop det baneforløb tidligere i hans karriere.

Herefter kunne teamet vente til søndag morgen, hvor den stod på 7 minutters Warm-Up, som dog ikke kunne bruges til ret meget, da asfalten stadig var pladdervåd efter regnvejr lørdag aften og søndag morgen.

Derfor var det lige på og hårdt, da de første 4 kvalifikations heats skulle køres klokken 11.15.

Ved lodtrækning havde Casper fået anden startposition til det første heat, og herfra skød han i front af feltet. Der var dog hårdt pres på bagfra, og der blev kørt rigtig rigtig tæt mellem kørerne. På anden omgang smuttede Pole manden forbi igen, og på 4. ud af de 7 omgange forsøgte manden på 3. pladsen at gå forbi. Han kom lige foran før opløbssvinget, og her forsøgte unge Pilgaard at hænge på, og få en god udgang på langsiden.


(Foto: JJ Media)

Uheldigvis kom den sølvgrå Mercedes-lignende V8 racer med startnummer 15 på sideruden en anelse ud af ideallinjen, og her var der så meget skidt på banen, at han blot skøjtede ud mod autoværnet og ramte det, så bilen lettede kortvarigt, inden at den var tilbage på asfalten.

Det kostede desværre bl.a. en ødelagt fælg, så en skuffet kører måtte trille i pit. Det kompakte afviklingsformat gjorde at holdet ikke kunne nå at få bilen klar til heat 2, så derfor slog fejlen ekstra hårdt.

Til kval heat 3 var Casper tilbage på banen, hvor han startede fra 7. pladsen, og på et tidspunkt var helt oppe at presse manden på 5. pladsen. I et overhalingsforsøg lykkedes det dog samtidig for tre bagvedkørende, at få Casper en anelse ud af ideallinjen og i stedet komme forbi ham. Men han fik kæmpet sig tilbage, og sluttede 8’er.

Den første omgang kvalheats blev afsluttet med et forholdsvis udramatisk løb, som blev startet på 7. pladsen og afsluttet på 7. pladsen.

Eftermiddagens kvalheat 5 blev startet fra 6. position, men hurtigt var han oppe på 4. pladsen, som han holdt indtil den allersidste omgang, hvor en konkurrent fik klemt sig forbi. Casper kunne måske godt have smækket døren, men tænkte også taktisk på at få en hel bil med til finalen, som skulle køres ikke ret lang tid efter.


(Foto: JJ Media)

I kvalheat 6 leverede han en flot kørsel, og kørte sig fra 8. startposition helt op på 4. pladsen efter få omgange. Det 7. og næstsidste kvalheat skulle startes fra 13. position, men hurtigt var han oppe at kæmpe omkring 6./7. pladsen, som endte med at blive en 7’er.

Det sidste kvalheat blev afsluttet på en fin 4. plads, da det var umuligt at holde weekendens 3 hurtigste kørere bag sig, selvom Casper var startet fra Pole.

Det var dog først i finaleheatet, at der skulle køres om pokaler. De to missede heats tidligere på dagen, gjorde at Pilgaard skulle starte løbet fra 7. position, men den blev meget hurtigt vekslet til 6. pladsen på første omgang.

Hele løbet igennem lå han i en tæt duel med en af feltets andre Rookiekørere, og lige nøjagtig det gjorde at Casper havde en endnu større lyst til at komme forbi denne. Det lykkedes på allersidste omgang, med en flot overhaling for enden af publikumslangsiden, og dermed kunne han køre i mål for 3. weekend i træk som vinder af Rookieklassementet. Derudover blev det til en generel 5. plads, hvilket var et godkendt resultat – især når weekenden potentielt kunne have været afsluttet i autoværnet allerede i kvalheat 1, men heldigvis ikke gjorde det.

At weekenden så blev afsluttet med to pokaler og to præmiechecks på 10.000 kr. hver, var helt fantastisk.


(Foto: JJ Media)

Efter weekenden indtager Casper Pilgaard 5. pladsen i det generelle mesterskab, blot to point fra 4. pladsen.

Føringen i Rookiemesterskabet blev forsvaret, og så rykkede han i front af U23 Mesterskabet.

Kan man få et ret meget bedre indgang til sommerferien?

Det bliver en rigtig lang sommerferie for holdet, da MASCOT Danish Thundersport Championship først skal køre igen, i den første weekend af september. Inden da skal der dog lige testes lidt i bilen, for at få lidt mere rutine, og ikke mindst finde lidt mere fart. Det kunne jo være sjovt at stå på det generelle podie igen, ved det prestigefyldte Grand Prix Danmark, som netop er den næste afdeling.

Pilgaard Motorsport vil gerne takke alle samarbejdspartnerne, der har gjort det muligt at deltage i MASCOT DTC gennem forårssæsonen. Og så skal der også lyde en tak til alle jer der har heppet på os ude fra tilskuerrækkerne, og har kigget forbi teltet.

Vi ses igen til september.

Pilgaard Motorsport

JJ Media


Læs mere om:
  • Casper Pilgaard
  • Jyllandsringen
  • 09/06/19 - Jyllandsringen - DTC
  •