Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Thundersport Championship

MB Racing i MASCOT DTC: Ronnie Bremer sikrede andenplads i finaleløb på Jyllandsringen

DTC 
10/06/19 

DTC - Danish Thundersport ChampionshipRonnie Bremer og MB Racing kunne for tredje weekend i træk betræde podiet i MASCOT DTC efter en stærk indsats på Jyllandsringen. Bevarer en andenplads i kørermesterskabet.
 

Ronnie Bremer sikrede søndag eftermiddag MB Racing en andenplads i tredje afdeling af MASCOT DTC, som blev afviklet på Jyllandsringen ved Silkeborg. Den erfarne racerkører var tæt på at sikre sig pole position til den afgørende finale, men måtte tage til takke med en andenplads, som han formåede at bevare til det ternede flag.

– Jeg er faktisk rigtig glad for den andenplads, selv om det måske lyder lidt mærkeligt. Sagen er, at bilen ikke fungerede helt som den skulle, så vi har noget, vi skal hjem og kigge på. Men det skal ikke lyde som en undskyldning, for Kasper Jensen (konkurrenten, som vandt løbet, red.) var hurtig denne weekend og gjorde det rigtig godt i finalen. Jeg vidste godt, at starten ville blive ekstremt vigtig, for jeg lå i ydersporet, og med to teamkammerater på første- og tredjepladsen, var der stor chance for at blive klemt ude i første sving, forklarer Ronnie Bremer.


(Foto: Dennis Risager)

Racerkøreren fra MB Racing fik dog en god start og formåede at komme helt op på siden af den førende Kasper Jensen fra Massive Motorsport, før han måtte trække sig i første sving, hvor teamkammeraten Max Klinkby-Silver udnyttede chancen for at overhale indenom. Det lykkedes dog kort efter for Ronnie Bremer at tage andenpladsen tilbage, og herefter satte han alt ind for at indhente sin rival.


(Foto: Dennis Risager)

Ronnie Bremer: Mesterskabet er stadig muligt
Det lykkedes da også til at begynde med for Ronnie Bremer at lukke det hul, som var blevet skabt mellem de to kamphaner, og den hvide Chevrolet Camaro fra MB Racing brillerede igen-igen ved at sætte finaleløbets hurtigste omgangstid. Men dét var alligevel ikke nok til at overtage føringen, og Bremer måtte for anden weekend i træk acceptere en andenplads.

– En andenplads er stadig et godt resultat og udløser nogle gode mesterskabspoint. Desværre mister vi afstand til toppen i denne weekend, men bevarer dog vores position i kørermesterskabet. Heldigvis er vi ikke engang halvvejs i sæsonen, så der er stadig chance for at nå målet om et mesterskab.


(Foto: Dennis Risager)

Næste udfordring for Ronnie Bremer og resten af MB Racing er Grand Prix Danmark, som finder sted på Jyllandsringen den 6.-8. september, og hvor både fjerde og femte afdeling af MASCOT DTC afvikles.

MB Racing


Læs mere om:
  • Ronnie Bremer
  • Jyllandsringen
  • 09/06/19 - Jyllandsringen - DTC
  •