Oliver Rømer kom til weekenden på 6. pladsen i det generelle mesterskab, mens Jens Kristoffersen ankom som generel 16’er og 5’er i Rookiemesterskabet.
Målet inden weekenden var at få begge kørere med op på de forreste pladser, men de vidste også at det ikke ville blive nogen nem opgave.
(Foto: JJ Media)
Lørdag formiddag blev den første træning kørt, og allerede her viste både Jens og Oliver gode takter. Jens nåede 14 omgange, hvoraf den bedste rakte til 4. hurtigste tid af alle, mens Oliver med 16 omgange på kontoen, fik kørt 7. hurtigste tid.
Der var lidt over 4 timer mellem træning og kvalifikation, og ændrede baneforholdene sig markant. Selvom begge kørere forbedrede sig tidsmæssigt, så gav konkurrenterne bestemt også gas. Så Jens fik den hvide og røde Peugeot 208 #32 kørt ind på femte position, mens Oliver måtte tage til takke med tiendepladsen i Peugeot 207 #31.
Derfor vidste begge kørere at der skulle angribes i søndagens to løb.
Henover natten havde det dog regnet, så præcis ligesom på Padborg Park for en måned siden, skulle det første heat køres på regnvåd bane. Begge kørere fik regndæk på bilerne, og så var det ellers ud at vente på de 5 røde lamper skulle slukke.
(Foto: JJ Media)
Dommerne mente ikke at alle lamperne var helt slukket inden Rømer satte i gang, så det kostede en strafbane, som kostede en del placeringer i det tætte felt.
Dermed var han helt tilbage på 15. pladsen, som han dog fik forbedret til en 12. plads ved målflaget.
Jens havde også et spændende løb, men kom af sted på det helt rigtige tidspunkt. Længe lå han på 4. pladsen, inden manden på femtepladsen fik kørt sig forbi. Jens hang dog godt i, og gennemførte løbet som den bedste Rookiekører på 5. pladsen.
Top 8 i løb 1 blev som altid byttet rundt til startplaceringerne i løb 2, så det betød at Kristoffersen startede 4’er, mens Rømer desværre holdt fast i den trælse 13. position.
Der skete dog meget på de 15 omgange i løbet. Rømer fik nogle gode første omgange, hvor han avancerede helt op på 10. pladsen. I et overhalingsforsøg udenom en anden kører, kom det til kontakt mellem de to biler, hvilket beskadigede Olivers højre forreste fælg, så han tabte al luft i dækket i løbet af den næste halve omgang af løbet. Dermed var han ude af racet.
(Foto: JJ Media)
Kristoffersen lå længe og bølgede frem og tilbage omkring 4.-5. pladsen, hvor der hele tiden kom nye udfordrere foran eller bagved den rød/hvide racer. Så der blev virkelig kørt ræs for pengene. Derfor var det også en jublende glad kører, som krydsede målstregen på 4. pladsen – og igen som den bedste Rookie.
Weekendens resultater betyder at Oliver Rømer nu indtager 12. pladsen i det generelle mesterskab, mens Jens Kristoffersen er rykket helt op på 8. pladsen generelt. Weekendens resultater betyder samtidig at han med dobbeltsejren nu fører Rookiemesterskabet, men med tre konkurrenter lige bagved.
(Foto: JJ Media)
Nu har Momentum Racing små 14 dage inden at det hele går løs igen på FDM Jyllandsringen – en bane som Oliver Rømer synes særdeles godt om, og har stor erfaring på fra 2018 sæsonen.
Momentum Racing
Læs mere om: Jens KristoffersenOliver RømerMomentum RacingRing Djursland26/05/19 - Ring Djursland - 1600 Challenge |