Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Hamilton vinder procession i Monaco

Formel 1 
26/05/19 

Både spændingen og regnen holdt sig væk
Hamilton vandt fra pole position. Andet behøves man vel ikke fortælle om Monacos Grand Prix 2019. Der skete noget undervejs, bare ikke ret meget spændende. Vettel blev 2'er efter en vanskelig weekend, mens Bottas endte på en 3. plads.
 

Ret skal være ret. På de sidste omgange var der tæt kamp i toppen. Max Verstappen lå lige bag Hamilton og prøvede flere gange at sætte en overhaling ind. Han prøvede så meget, at de ved havnechikanen havde et mindre sammenstød. Verstappen prøvede at komme på indersiden af Hamilton og bremsede så sent, at han ramte Hamilton let på baghjulet og englænderen blev tvunget til at køre lige igennem chikanen. Ingen af dem kom noget alvorligt til og fortsatte frem til målstregen halvanden omgang senere.

Men rigtig spændende var det ikke. For det var ikke en tæt kamp om sejren. Verstappen slæbte rundt på fem sekunders straf, som han havde fået i pitten, så selvom han åndede Hamilton i nakken, lå han reelt på 4. pladsen. Straffen havde han fået, fordi han efter et lynstop i pitten, prøvede at komme ud foran Bottas, som han ellers havde været bagved. Det lykkedes bare kun delvist. Side om side kørte de gennem pitten, rørte ved hinanden på den hårde måde, indtil Bottas måtte give sig. Efter kun en omgang måtte Bottas tilbage i pitten med en punktering, forårsaget af Verstappens aggressive og ulovlige taktik. Det ødelagde Merceds' chancer for en dobbeltsejr, da det betød at Vettel kom foran finnen.

De var alle i pit samtidig fordi der var Safety Car. Det var der, fordi Leclerc efter en punktering fortsatte banen rundt i rimelig højt tempo, og rev lidt dele af både dæk og bil, og disse dele blev pænt fordelt rundt omkring på banen. Og samtidig var bilen åbenbart så ødelagt, at han måtte udgå nogle få omgange senere.

Det var tidligt i løbet, at det skete. Og der var løbet så reelt afgjort. Der var nogle andre episoder. Der var seks biler, der holdt i en klump ved Rascasse, fordi en af dem spandt rundt (eller blev spundet af en konkurrent), og så måtte de andre jo holde stille og vente på at der var plads.

Senere, meget senere, i løbet, var der et øjeblik hvor Perez forsøgte at komme forbi Magnussen. De havde ligesom så mange andre taget et pitstop under SC, men var kommet ud bag Lando Norris, der bare var langsom og reelt set splittede feltet over. Men Perez forsøgte altså, også ved havnechikanen, at komme indenom Magnussen. Han var længere fremme end Verstappen, men igen blev resultatet, at Magnussen måtte cutte chikanen, meget til Perez' forargelse. Om det var strafbart vil blive afgjort her, efter løbet.

Og så er der ikke så meget mere, at fortælle. Spændende var det ikke. Og med endnu en Mercedes sejr, blev det også en lille smule trivielt. Hamilton endte med at vinde foran Vettel og Bottas. Verstappen blev nr. 4 foran Gasly i den anden Red Bull. Sainz blev nummer 6 og fik altså et fremragende resultat. Efter ham kom de to Toro Rosso'er med Kvjat forrest. På 9. pladsen kom Ricciardo, fordi Grosjean foran ham fik fem sekunders straf, for at krydse linjerne ved pitudkørslen. Fra starten af løbet blev der snakket om regn, men skyerne fulgte åbenbart med i løbet, og tænkte, at det gad de ikke svæve hen og kigge på...

I kulisserne arbejder man stadig på de regler, der skal styre sporten fra 2021. Man må håbe de tænker lidt i, hvordan man undgår ensformigheden. 2019 er værre end tidligere år. Tidligere har man haft Ferrari til at presse og Red Bull som outsidere. Men i år virker det til, at kun Mercedes faktisk er i stand til at vinde. Samtidig er Liberty i gang med at forhandle med flere baner om afholdelse af VM løb. Man kan sige, at det produkt Liberty vil sælge ikke ligefrem er i topform.

Næste løb er om 14 dage i Canada. Indtil da, nyd de kommende helligdage, grundlovsdage, valgdage og hvad der ellers måtte være.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Lewis Hamilton
  • Monaco
  • 26/05/19 - Monaco - Formel 1 - FIA F1
  •