Ikke overraskende har Tom Gaarde Pedersen store forventninger til den sæson, der åbnes i denne weekend på hans egen bane i Sønderjylland.
- Det sværeste mesterskab at vinde bliver i OK MOBIL 1 SUPER GT, og den kører, der efter det sidste løb står øverst på sejrspodiet, kan kalde sig for Danmarksmester, siger Tom Gaarde Pedersen.
(Foto: Motorsporten.dk)
Selv om han selv fortsat er en meget hurtig herre i en hvilken som helst racerbil på Padborg Park, så har eksperten vanskeligt ved at udpege en favorit.
- Der er ikke én, der er flere. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis det er 10 forskellige navne, der står ud for førstepladserne i sæsonens løb, forudser Tom Gaarde Pedersen.
Feltet i OK MOBIL 1 SUPER GT ser således ud:
MARTIN ANDERSEN
- stiller op som forsvarende 2018-mester i superklassen og er dermed også på forhånd udråbt som én af forhånds-favoritterne, og han kommer velforberedt og med et meget stærkt team.
MICHAEL CHRISTENSEN
- Legend-mesteren 2018 er skiftet til superklassen, og han har vist, at han kan være rigtig hurtig, men hidtil i sin karriere har han brugt den første sæson i en ny klasse til at finde sig godt tilrette.
ANDERS ELKJÆR
- er én af flere, der kommer fra Legend-klassen, og mod slutningen af 2018-sæsonen viste han, at selv om han kommer med et lille team, så kan han godt være med blandt de store navne.
NICOLAJ AABERG HANSEN
- et nyt bekendtskab i Super GT Danmark og kommer fra DTC, hvor han i TV 2 Sport er blevet betegnet som fremtidens mand, men han er som debutant kommet i et knivskarpt selskab i en top-serie.
HANS HARTMANN
- en af veteranerne i dansk motorsport, der kom lidt skævt fra start i superklassen 2018, men som i år er med fra begyndelsen, og hvor han skal finde lige så meget speed, som han har erfaring.
ANDREAS JOCHIMSEN
- er skiftet fra DTC og er en del af et team, der også tæller kørere som Ole Petersen og Mikkel Mac, og på en træningslejr i Italien har han forud for sæsonstarten vist, at han kan køre rigtig stærkt.
MIKKEL C. JOHANSEN
- et topnavn i DTC, der nu skifter til Super GT Danmark, og han har vist kvaliteter som kører, der helt automatisk gør ham til én af favoritterne, hvis han hurtigt bliver dus med en ny bil.
NICKI KRISTENSEN
- har fået den værst tænkelige sæsonstart, da hans motor brød sammen under den første test i april efter blot få omgange, men han har igen fået fart i bilen, og han stræber efter at være i top-8-form.
PHILIP LINDBERG
- en ny dreng i klassen, der kommer som et ubeskrevet blad, og som derfor i første omgang bare skal vise, at han har talent og kan være med i et felt, hvor der kan være langt til det eftertragtede top-10.
CARSTEN LORENZEN
- er nok den i feltet, der er kommet senest i gang med at køre race, og han har det svært i den tunge ende af feltet, men det er også en kører, der hele tiden kæmper det bedste, han har lært og udvikler sig.
MATHIAS LUND
- også et nyt navn i superklassen, og det er et talent, der skal folde sig ud, og det i et team, hvor han kan få hurtige folk som Ole Petersen og Mikkel Mac som de mere erfarne forbilleder.
MIKKEL MAC
- en rigtig vindertype, der flere gange er kørt først over målstregen i superklassen, og som for første gang kører en hel serie i Super GT Danmark, og dermed er han én af topfavoritterne.
FREDERIK NYMARK
- fik forstyrret sin 2018-sæson af for mange opgaver som teamejer, men i den ny sæson skal han forsøge at koncentrere sig helt om det at køre, og det placerer ham i feltet af mesterskabsfavoritter.
OLE PETERSEN
- kan vælge mellem den brugte og en helt ny V6, og hvis han får vredet de sidste tusindedele ud af den bil, han vælger, og får styr på det psykologiske spil i tidtagningen, så er han med helt i top.
NICKI PETERSEN
- debuterede i 2018-sæsonen i en supertourisme-racer, og hen mod slutningen viste han, at han få rigtig god fart i bilen, og han skal forsøge at overføre sæson-finalen 2018 til sæson-start 2019.
LASSE POULSEN
- ledte længe efter den rigtige formel i 2018-sæsonen og oplevede flere skuffelser, men til sidst fandt han faktisk den ønskede fart, og det er den fart, han skal forsøge at genfinde i 2019-sæsonen.
RENE RASMUSSEN
- et stort legebarn, der elsker at køre race, og som faktisk også i tidligere sæsoner har givet prøver på, at hvis han undgår buler, så kan han faktisk komme hurtigt rundt på en bane.
KEVIN ROSSEL
- forventningerne er igen skruet op efter en skuffende 2018-sæson, og på et nyt og stærkt team skal han vise, at han ikke har spildt sit ubestridte talent, og så vil podiet være indenfor rækkevidde.
CASPER RØES
- én af de mest talentfulde kørere i dansk bilsport, og den store opgave i 2019-sæsonen bliver at forløse sine evner, for så er der slet ingen tvivl om, at publikum vil lægge mærke til a coming man.
JONAS SVENSSON
- var uheldig med sin bil i debutsæsonen i superklassen, men nu kommer han med ny bil, eget team og nye farver, og den tidligere Legend-mester ser skarp ud og har chancen for at være med i toppen.
CHRISTIAN SØRENSEN
- har imponerende titler på sit cv i gokart og viste meget hurtigt i DTC, at han er en meget hurtig herre, og i selskab med John Nielsen som teamchef er der grund til at stille store forventninger til debutanten.
KRISTIAN THORSEN
- en kører, der i 2018 længe ledte efter den perfekte omgang, og som var igennem flere skuffelser, inden han endelig fandt sin egen form og bilens bedste setup og så også viste, at han kan køre stærkt.
KEVIN VERNER
- går stille med dørene, men var alligevel med helt fremme i mesterskabet i 2018, og det var først en serie tekniske problemer, der sendte ham ud af mesterskabet, men han vil være med i top igen i 2019.
NOAH WATT
- debuterede i 2018 som kun 16-årig, men nåede ikke helt at vise sit supertalent, fordi han var indblandet i flere crash, men hvis han kan holde sig ude af buler, så bliver han rigtig spændende at følge.
Læs mere om: Padborg Park28/04/19 - Padborg Park - Super GT Danmark V6 |