Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

American Le Mans Series

12 timers løbet på Sebring

ALMS 
04/03/03 

- løbet køres den 15. marts
Så nærmer vi os med stormskridt årets første virkelige sportscar løb. Jeg ved godt at der har været kørt 24 timers løb på Daytona, men det løb har mistet meget siden sin velmagtsdage i starten af 1990'erne. Så nu kan vi glæde os til at se ægte high end sportscar racing på Sebring.
 

Der er 3 danskere med i årets 12 timers løb på Sebring, og det er Tom Kristensen, Jan Magnussen og John Nielsen.

Tom kommer i år til start i en british racing green Bentley Speed 8, og han skal dele bilen med Rinaldo Capello og Guy Smith. Bilen får start nummer 7, og der er store forventninger til denne 'nye' racer, for det er det eneste løb bilen skal køre inden den kommer til Le Mans midt i juni. Det lader dog ikke til at bekymre nogen i Bentley teamet.

Jan Magnussen blev jo fyret fra Panoz teamet, og han har haft lidt svært ved at finde et andet team, som kunne bruge hans kvaliteter som racerkører. Men for en måneds tid siden kom Jim Matthews Racing på banen, med et tilbud som Jan ikke kunne sige nej til, hvilket betyder at han skal køre en Riley & Scott MK III C / Yates på Sebring, sammen med Marc Goossens og Jim Matthews. Jan er foreløbigt kun hyret til dette ene løb, men han satser på at gøre et usletteligt indtryk på team manager Jim Matthews, så han bliver ansat for resten af sæsonen. Jan kommer også til Le Mans i år, men her skal han køre for det japanske Team Goh, i en Audi R8 version 2002.

John Nielsen kommer også til Sebring med sin nye LMP675 racer, som foreløbigt kun har deltaget i et løb, og det var Petit Le Mans sidste år, hvor bilen måtte udgå med tekniske problemer. Det har dog ikke taget modet fra danskeren og han stiller nu op med sin omdødte racer der nu hedder DBA4-03S/Zytek. John har ansat den unge japaner Hayanari Shimoda som andenkører på bilen, og der er forløbigt kun de to der er tilmeldt på bilen, og det virker en anelse vovet i så langt og vanskeligt et løb.

Men der er jo også andre biler med i løbet. I LMP900 klassen skal man ikke se bort fra, at der kommer 3 privat tilmeldte Audier, Team Joest, AudiSport UK og Champion Racing. Alle tre teams har meget stærke kørerbesætninger og de kommer alle med 2002 versioner af Audi R8 raceren, så det betyder at Bentley som favorit skal holde skarpt øje med disse 3 biler. Herudover kommer det engelske Lister team med en helt ny LMP900 racer, som her får sin racedebut.
Der kommer også en anden meget spændende LMP900 racer. Den kommer fra Team Nasamax og de stiller op med en Reynard / Cosworth som skal køre på Bio-Ethanol. Bilen har været testet et par gange på Bugatti banen, og der har til dato ikke været de store problemer med raceren, men spørgsmålet er om den er hurtig nok til at hamle op med de benzindrevne racere.

Panoz motorsport kommer ikke til start i år. Til gengæld har de overladt de aktiviteter til JML teamet, som kommer til start med 2 Panoz LMP01, selvom bilen er blevet opdateret kan den ikke levnes mange chancer i dette race, den er simpelthen blevet for gammel.
Men det underkender jo ikke at det stadig er en speciel racerbil, som lyder fantastisk godt.

LMP675 klassen tegner til at blive spændende på Sebing, da der kommer 3 Lola EX257/AER MG racere samt John Nielsen's DBA4-03S/Zytek. Her skal John vise at hans konstellation kan bide skeer med MG raceren. Dark horse i klassen bliver WR/Peugeot og den ny Pilbeam MP91 som har foreløbigt har vist sig at være meget hurtig.
Til gengæld levner jeg ikke Marshall Cooke Racing, Ltd. og deres forældede Lola B2K/40 / Millington mange chancer.

GTS klassen bliver en benhård fight imellem Corvette og Ferrari. Corvette'rne har siddet på tronen igennem et par år, men den stejlende hingst er kraftigt ved at overtage tronen.
Sidste sæson deltog Ferrari 550 Maranello i flere løb, og her gav de bestemt Corvette teamet noget at tænke over.
På Sebring kommer Team Olive Garden og Veloqx Prodrive Racing begge med Ferrari'er, og de vil helt sikkert give Corvette Racing grå hår i hovedet. Som outsider kommer der 2 Saleen S7R fra Konrad Motorsport som man heller ikke skal rynke på næsen af, for i år er de ikke hæmmet af en mindre luft indsugning end de andre teams kører med.
Jeg glæder mig dog personligt mest til at se og høre den nye Pagani Zonda som kommer til start for Carsport America. Pagani raceren er så flot, og har en 6 liters V12 AMG motor .... måske lyder det bare godt.

Til sidst er der GT klassen, som igen i år domineres af Porsche 911 GT3 RS, men i denne klasse er Ferrari også på vej ind med Ferrari 360 Modena modellen, som forhåbentligt vil give Porsche lidt kamp.
Men der kommer også et par nye og spændende biler i dette løb. Alegra Motorsports kommer til start med en BMW M3, DeWalt Racesport Salisbury kommer til start med en TVR og den ny Morgan Aero 8, Spyker Squadron kommer til start med en Spyker C8 Double 12 R.

Det er spændende at se at de engelske biler er på vej tilbage, og jeg glæder mig sammen med et hobetal af englændere til at se TVR raceren. Jeg ved at mange englændere længe har ønsket at se denne super street racer i international sportscar racing.

Hvis man skal udnævne en favorit, er der kun en at pege på i dette løb, og det er Bentley.
Men underkend ikke styrken fra de privat tilmeldte Audi'er, jeg har svært ved at se at andre kan gøre sig gældende i top striden, med mindre front runnerene får tekniske problemer.

Desværre vises der hverken de frie træninger eller kvalifikationen fra Sebring på nogle af de danske kanaler, men det betyder ikke at du behøver at bliver snydt for dem, for ALMS serien har som de tidligere år en WEB radio hvor du LIVE kan følge med i alle sessions.

Vejgaard

Læs mere om:
  • 15/03/03 - Sebring - ALMS
  •