Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Hamilton vinder jubilæumsløb

Formel 1 
14/04/19 

Helt igennem ordinært løb nr. 1000
Det er ikke fordi at det var VM løb nr. 1000 og forventningerne var sat til noget ekstraordinært. Det var bare fordi løbet ikke blev spændende, på noget tidspunkt. Det var ikke engang ekstraordinært kedeligt. Mercedes fik tredie dobbeltsejr i træk, og understregede hvad der er galt med F1. I midterfeltet var der kampe, men langtfra af samme standard som Bahrain.
 

Starten gik. Hamilton vandt den foran Bottas. Vettel pressede Bottas, men endte på ydersiden og tabte så meget fart, at han røg ned som nr. 4 efter Leclerc. Mercedes fik lavet et pænt hul til Ferrari og Leclerc blev ofret for at få Vettel så langt frem som muligt. Først blev han beordret til at lade Vettel komme forbi. På det tidspunkt virkede det fornuftigt. Leclerc tabte til Bottas, mens Vettel lå pænt bag sin holdkammerat. Men da Vettel kom foran var det ikke fordi han rigtig gjorde nogen forskel.

Senere blev Leclerc brugt som løftestang. Han blev ude så lang tid inden et pitstop, at Vettel igen kom bagfra og fik en smule DRS. Først da Vettel var forbi, fik Leclerc lov til at pitte. Det betød at han tabte kampen om 4. pladsen til Max Verstappen. Verstappen havde ved det første pitstop presset Vettel ud i en løbets bedste duel, med et overhalingsforsøg ved hårnålen. En duel som Vettel vandt. Ved andet pitstop var Verstappen for langt væk til at gøre noget ved Vettel, og til gengæld havde han også masser af tid ned til Leclerc.

Pierre Gasly blev 6'er og havde klart sin bedste weekend for Red Bull. Og han demonstrerede to ting: 1) Han er ikke endnu i stand til at udfordre nogle af de andre i top 6 og 2) De tre bedste teams er for meget i en klasse for sig selv. Det sidste kunne ses ved at Gasly mod slutningen var så langt fra Leclerc at han ikke kunne true Ferrari køreren, samtidig med at han var så langt foran Ricciardo på 7. pladsen, at han ikke selv var truet. Ikke en gang et pitstop fire omgange fra mål kunne sætte ham under pres. Det ekstra pitstop var for at køre efter hurtigste omgang og det ekstra point. Det lykkedes for Gasly, der tog det ekstra point fra Vettel.

Sergio Perez der lavede en god start endte på 8. pladsen, foran Raikkonen der undervejs havde flere små dueller med andre biler. Albon fik det sidste point og titlen som dagens bedste kører, efter at have startet fra pitlane. Flot og aggressiv kørsel bragte ham en velfortjent 10. plads.

Sæsonen er nu tre løb gammel, og man kan begynde at se mønstre. For det første virker det til at Mercedes på trods af formodninger om det modsatte, er endnu mere overlegen i år, end de har været før. Og selvom Bottas vandt sæsonens første løb virker det stadig tydeligt, at han over en sæson ikke er et match for Hamilton.

For det andet virker det til at Ferrari stadig ikke har styr på sig selv, hvad de vil, hvordan de vil det - og ikke mindst hvordan det så faktisk skal lykkes. De er næstbedste team, men det er i virkeligheden på en lidt billig baggrund, for Red Bull virker med Honda motorerne lidt svagere end sidste år. Hvis Honda får styr på motoren kan Ferrari komme under pres, hvis altså ikke de italienske team rammer den rigtige retning. VM kan ende med at blive foræret til Mercedes tidligt på sæsonen.

Kampen i midterfeltet er tæt, men Renault virker til at være stærkest, når bilen altså holder. Alfa Romeo virker også stærke, mens Haas har et problem når det kommer til fart i løbet. Men de enkelte teams må begynde at have en idé om deres bils styrker og svagheder, og kan begynde at rette lidt op på det, typisk i forbindelse med Det Spansk Grand Prix. Som en halvgammel mand, der i al fald har set mindste halvdelen af de F1 løb, der er blevet kørt, kan man nu godt savne de dage, hvor en enkelt heldig opdatering kunne vende tingene på hovedet. Det kommer dog ikke til at ske igen, dertil er der akkumuleret for meget viden - opdateringer er et spørgsmål om 100 dele når det er bedst.

Ikke noget stort løb, ikke noget katastrofalt ringe løb. Bare en påmindelse om hvor store ændringer der i virkeligheden er behov for. Men skidt - der kommer Game of Thrones i nat!

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Shanghai
  • 14/04/19 - Shanghai - Formel 1 - FIA F1
  •