Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Heldig sejr til Hamilton

Formel 1 
11/11/18 

God underholdning fra Brasilien
Selvom Hamilton kom bedst fra start, var det Verstappen der var dagens mand. Han kom godt fra start, han pressede sig forbi den ene bll efter den anden. Og alligevel var det Hamilton, der til sidst tog sejren. Men ligesom i Texas var der tæt race helt til slut. Ikke helt så spændende, men bestemt underholdende.
 

En gang lå Brasiliens Grand Prix som det første. Senere rykkede det til løb nummer to, inden det havnede i den anden ende af kalenderen. Og det er egentlig lidt trist. Her har vi en af de få rigtige racerbaner i kalenderen, en bane som ofte giver rimelig underholdning - og så ligger den så sent på sæsonen, at VM ofte er afgjort. Men sådan er det.

I år er et af de år, hvor kørernes VM var afgjort og konstruktørernes VM kun i teorien ikke var afgjort. Hamilton havde pole og kom bedst fra start. Bottas kom også godt fra start, mens Verstappen begyndte at æde placeringer. Som nyslået verdensmester var Hamilton måske kun 96% motiveret, men han er racerkører og når man ligger i front, så går man ikke på kompromis. Havde han fået en dårlig start, havde meget måske set anderledes ud.

Men det fik han ikke. Så han førte fra start, mens Verstappen kæmpede sig forbi Ferrari racere og Bottas. Hamilton fik han i første omgang da Mercedes køreren skiftede dæk. Men Verstappen kunne ikke udbygge sit forspring nok til at han kunne forblive i front efter sit eget pitstop. Så den duel måtte afgøres på banen. Verstappen lavede en fin overhaling og smuttede forbi Hamilton og så virkede det løb afgjort. Det burde det også have været.

Men Esteban Ocon ville det anderledes. På langsiden besluttede han sig for, at han ikke ville være en omgang efter efter den førende mere og gik, ganske utilstedeligt, til angreb på Verstappen. For enden af langsiden trak han på ydersiden af Red Bull raceren, således han ville komme på indersiden ved udgangen af S-kombinationen. Verstappen så ham sandsynligvis ikke og de to kørte sammen. Begge var i stand til at fortsætte, men Verstappen mistede en placering, og fik skader på bilens undervogn, og kunne ikke rigtigt gøre noget ved Hamilton, der således fik en sejr foræret. Ocon fik en 10-sekunders stop&go, hvilket reelt set virkede billigt sluppet.

Raikkonen fik en 3. plads, som klart den bedste Ferrari mand i dag, på en dag hvor Ferrari iøvrigt virkede småsløve og uden de helt store chancer for sejr. Det var ikke fordi han var langt efter de to forreste, han var bare aldrig rigtig en trussel mod dem. En trussel mod Raikkonen var til gengæld Daniel Ricciardo, der fra sin startplacering som nr. 11 kæmpede sig vej op gennem feltet, og nåede at føre løbet, inden han gik i pit. Ude på banen igen kæmpede han mod Vettel og Bottas, og kom forbi begge.

Bottas blev dermed reduceret til en 5. plads. Med slidte dæk måtte han mod slutningen overgive sig til presset fra Ricciardo, og valgte derefter at pitte efter nyt gummi. Det kunne han gøre fordi manden bag ham, Vettel, også havde haft et ekstra stop. Men Bottas virkede ikke skarp i dag. Han virkede mere som en der har resigneret i rollen som teamets nummer to, og ved at han aldrig bliver verdensmester. Han har en kontrakt for næste sæson, men det er også nemt at forestille sig, at det bliver hans sidste hos Mercedes.

Vettel virkede decideret umotiveret. Eller måske var bilen bare ikke optimal. Men han trillede lidt rundt og gjorde egentlig ikke meget væsen af sig. En sløj indsats, som vidnede om en der bare ikke havde mere, efter at have tabt VM for to uger siden.

Leclerc blev best-of-rest med en 7. plads. Han er nærmest blevet bedre efter han har fået sin fremtid på plads. Yderst solidt løb af monegaskeren. De to Haas racere blev nr. 8 og 9 - med Grosjean forrest. Magnussen havde et par små sammenstød med Ericsson tidligt i løbet, og de kostede måske lidt. Men et fornuftigt løb af duoen. Sergio Perez blev nr. 10 og hentede et point til Force India, mens Ocon som nævnt var sendt i F1's svar på skammekrogen.

Ericsson var en af to til at udgå. Han fik lidt skader på bilen efter mødet med Magnussen og senere spandt han af, på sin ud-omgang efter pitstoppet. Han kom dog i gang igen, kun for at køre direkte i pit. En karriere, der har været længere end det var rimeligt, er ved at se sin afslutning.

Alt i alt et løb af den underholdende slags. Nu er der kun løbet på den uinteressante bane i Abu Dhabi tilbage.

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Interlagos
  • 11/11/18 - Interlagos - Formel 1 - FIA F1
  •