Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Endurance Championship

DM Sølv til RoLa Racing

Danish Endurance
Championship 

18/10/18 

DEC - Danish Endurance ChampionshipRoLa Racing sluttede sæsonen af med tre besøg på podiet, da sæsonfinalen i Danish Endurance Championship blev kørt på Padborg Park.
Teamet med base i Hedensted har sæsonen igennem været med helt fremme i A6 klassen, som kendes på at alle bilerne har startnummer 3xx, og har kørt pokaler hjem hver eneste weekend i 2018.
 

Lørdag formiddag skulle weekendens første kvalifikation køres. Den blev dog uden den hvide, røde og blå Ginetta G50 med nummer 303 på siden, da bilen ikke rigtig ville tage gas. Teamets mekanikere gik straks i gang med fejlsøgningen, der viste sig at være bilens pitbegrænser, som havde sit eget liv, og derved gjorde at bilen ikke ville tage mere gas end til de 40 kilometer i timen.


(Foto: JJ Media)

Det blev heldigvis løst til løbsstarten lørdag eftermiddag, hvor holdet havde en stor opgave foran sig, med 26 biler foran sig i startopstillingen.

Kenneth Løndal var den første mand i bilen, og fik bilen kørt godt frem i feltet. Der var en kortvarigt Safety Car periode efter 20 minutters ræs, hvilket var perfekt for holdet, så hullet op til de forankørende i klassen kunne lukkes.

Kenneth tog et par omgange mere, inden at han overlod rattet til Brian Mikkelsen.

Brian satte jagten ind på toppen af feltet, men måtte køre i pit godt 10 minutter senere, da der pludselig kom røg fra bagenden af bilen. Han turde ikke køre videre, da han frygtede at det var bagtøjet på bilen, som var ved at gå. Med det samme da han kom ind i pitten, kastede mekanikerne sig over bilen og kunne herefter konstatere, at det blot var en beholder med olieoverløb fra bagtøjet, der var kommet for tæt på udstødningen, og derved havde givet noget røg.

Efter den var blevet sat på plads igen, genoptog Brian kørslen ude på banen, men desværre langt efter de andre Klasse 3 biler, da pitstoppet havde været næsten 5 minutter.

Dermed blev lørdagens løb afsluttet på 3. pladsen i A6 Klassen – men der var også en dag i morgen.


(Foto: JJ Media)

Søndagen startede med Brian i bilen til kvalifikationen, hvor han fik Ginetta raceren kvalificeret ind på en generel 4. plads, og som den næstbedste A6 bil.

Kenneth blev igen sat i bilen til løbets start, og gjorde det rigtig godt, og holdt fast i 3. pladsen i klassen. Efter kun 5 minutters racerløb kom der Safety Car, hvor hele feltet blev samlet.

Da løbet blev givet frit igen, var dækkene desværre blevet en anelse for kolde, så Kenneth havde kurs mod sandkassen, men tog det sikre valg og dykkede ind i pitindkørslen i stedet for. Det kostede en masse placeringer, men så måtte han jo bare i gang med at jagte folk ned, for anden dag i træk.


(Foto: JJ Media)

Halvvejs i det 50 minutter lange løb, blev Brian skiftet i bilen, og kørte fuld gas hele vejen til målflaget. Det blev understreget af at han satte bilens hurtigste omgang, mens han var i trafik, mens en del af konkurrenterne havde gjort det på en helt fri bane, umiddelbart efter løbsstarten, eller Safety Car perioden.

Så det var et super tilfreds team, der kunne se Ginetta’en med startnummer 303 krydse målstregen på en generel 3. plads, og en andenplads i A6 klassen.

Det resultat var samtidig nok til at tage andenpladsen i Mesterskabet, og kunne derved glæde sig over DM Sølvet.

2018 har til tider været op ad bakke, hvor holdet startede i en BMW M3 E46, men skiftede til en Ginetta G50 i efterårssæsonen. Den bil viste sig hurtigere og meget mere driftssikker.


(Foto: JJ Media)

Både Brian Mikkelsen og Kenneth Løndal vil gerne takke alle konkurrenterne for noget tæt og spændende ræs igennem sæsonen, samt takke RoLa Racings mekanikere, for ikke at give op, selv når der var 25 graders varme og teknikken drillede.

Der skal også lyde en stor tak til holdets samarbejdspartnere, som ikke blot var RoLa, men også i alfabetisk rækkefølge var auto-eksport, Christina Hust, Danlad, DK Bilsyn, NordicRebar, Signxpert, Vesterport Cykellager, og 4J.

Nu står den på et halvt års forberedelse, inden den danske racersæson starter igen i april/maj måned 2019, hvor folkene bag RoLa Racing helt sikkert vil være at finde på de danske racerbaner igen.

Tak for 2018.

RoLa Racing

JJ Media


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 14/10/18 - Padborg Park - Danish Endurance Championship
  •