Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

SportsCar Championship

Triumf på Road Atlanta: Jan Magnussen vinder stort amerikansk mesterskab

SportsCar
Championship 

14/10/18 

Den danske racerkører sikrede sig natten mellem lørdag og søndag dansk tid karrierens fjerde amerikanske titel i et nervepirrende og dramatisk, men også spændende Petit Le Mans på Road Atlanta.
 


(Foto: Richard Prince / Richard Dole)

Jan Magnussen og Antonio Garcia sikrede sig sammen med Corvette Racing søndag nat dansk tid endnu et mesterskab i den amerikanske sportsvognsserie WeatherTech SportsCar Championship. Det er fjerde gang i karrieren, at den 45-årige dansker kan kalde sig mester i serien, som er bakket op af fabriksteams fra både Chevrolet, Porsche, Ford, BMW og Ferrari.


(Foto: Richard Prince / Richard Dole)

– Det er en fantastisk følelse at kunne tage titlen igen i år. Det har uden tvivl været en udfordrende og frustrerende sæson uden sejre, men vi har været konsistente og hentet en masse podieresultater. Det er ikke kun Antonio (Garcia, red.) og jeg, som kan tage æren for mesterskabet. Det er den samlede indsats fra hele teamet, som har gjort forskellen. Jeg kørte mit første løb for Corvette Racing i 2004, og holdet bliver altså ved med at imponere mig, lyder det fra Jan Magnussen.

Corvette Racing fik under den 10 timer lange sæsonfinale på Road Atlanta igen bevist, hvorfor de anses som 'best in business' i den amerikanske sportsvognsserie. Med tre timer tilbage af løbet snurrede Antonio Garcia af banen i kampen om placeringer, og skaderne på den gule Corvette C7.R var så omfattende, at teamet over radioen bad Garcia om at køre bilen direkte til garagen, hvor et imponerende reparationsarbejde gik i gang foran måbende tilskuere.


(Foto: Richard Prince / Richard Dole)

Ødelagt bil fikset på rekordtid
Blot fem og et halvt minut (!) skulle crewet bruge for at udskifte de mange ødelagte karrosseridele med nye komponenter – og så blev bilen ellers skubbet ud af garagen og sendt på banen igen. Antonio blev siddende i bilen under hele seancen og genoptog jagten på mesterskabet, som stadig var i spil, selv om håbet om en løbssejr var brast.


(Foto: Richard Prince / Richard Dole)

– Antonio var ødelagt over uheldet, og det kan jeg godt forstå. Jeg ville jo have haft det på fuldstændig samme måde. Men vi er racerkørere, og vi presser den alt, hvad vi kan, for at vinde. Og så sker sådanne ting. Men missionen lykkedes. Vores mål er at vinde mesterskaber, og det gjorde vi i denne weekend, og vi vandt både kørermesterskabet og teammesterskabet. I år har alle vores konkurrenter været teams med nyere biler end os, men takket være en fantastisk forberedelse forud for sæsonens løb samt et effektivt arbejde af ingeniørerne og crewet i pitlane, har vi kunnet slå dem alle. Det er jeg stolt at have været med til, forklarer Jan Magnussen.


(Foto: Richard Prince / Richard Dole)

Teamwork belønnede sig dobbelt op
Det var Antonio Garcia, som startede løbet lørdag efter at have kvalificeret den gule Corvette på en andenplads fredag aften dansk tid. Trioen Magnussen, Garcia og Marcel Fässler skulle slutte løbet på en fjerdeplads for at være sikre på at vinde mesterskabet over rivalerne fra Ford givet at disse ville vinde løbet, og de tre Corvette-kørere var da også med helt fremme i GTLM-feltet, da Garcias pludselige afkørsel med ét vendte alting på hovedet. Trods den imponerende indsats fra crewet var Magnussen, Garcia og Fässler kommet så langt bagud, at kun konkurrenternes skæbne ville afgøre udfaldet.


(Foto: Richard Prince / Richard Dole)

– Teamet besluttede at lade vores teamkammerater i den anden Corvette sætte alt ind for at lægge pres på konkurrenterne, og især på den Ford, som blev nødt til at slutte med et topresultat for at snuppe mesterskabet fra os. Det lykkedes for dem at komme op og skabe lidt uro i feltet, hvilket endte med, at vores nærmeste rivaler mistede den placering, de havde brug for, og samtidig endte vores teamkammerater faktisk på podiet. Det var et suverænt eksempel på teamwork og ikke mindst et bevis på, at man aldrig skal give op, siger Jan Magnussen.


(Foto: Richard Prince / Richard Dole)

Endnu et mesterskab i rækken
Mens Porsche tog sejren i årets Petit Le Mans, sluttede Jan Magnussen, Antonio Garcia og Marcel Fässler årets finale på en ottendeplads. Med weekendens bedrifter har Corvette Racing nu sikret hele 12 kørermesterskaber og 13 teammesterskaber i programmets 20 år lange historie. Det er fjerde gang i karrieren, og andet år i træk, at Jan Magnussen vinder mesterskabet i den amerikanske sportsvognsserie.

Jan Magnussens triumf blev i øvrigt overværet af hele familien, da han foruden sin kone, Christina, og sine to yngste børn, Luca og Millie, også havde selskab af Kevin. Et besøg på Road Atlanta passede netop ind i Formel 1-kørerens program, som i den kommende uge byder på USA's Grand Prix i Austin, Texas.


(Foto: Richard Prince / Richard Dole)

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Road Atlanta
  • 13/10/18 - Road Atlanta - SportsCar Championship
  •