Sæsonen går ind i sin afgørende fase i DST-serien, og for Kevin Rossel fra SCANVIEW Racing Team handler det om at kæmpe indædt for at holde sig inde i topstriden. Derfor kommer den næste afdeling på Ring Djursland som et kærkomment indslag midt i en benhård kamp.
- Den skal bare have fuld smadder på Djursland, og jeg ser frem til at køre på banen, hvor jeg har været på podiet de sidste fire gange, jeg har kørt. Jeg ved, at jeg kan køre stærkt der, og det skal jeg selvfølgelig ud og bevise overfor både mig selv og alle andre. Det er en bane, som jeg godt kan lide, og jeg tror på, at vi kan komme med fuld fart, konstaterer Kevin Rossel, som har arbejdet intenst på at genskabe farten i bilen efter en weekend, hvor den aldrig helt ramte det ønskede niveau.
- På Hockenheim kunne vi godt mærke, at den ikke helt var der, men det har vi brugt den forgangne uge på, så det er forhåbentlig løst nu, og så er der ellers ingen grund til at kigge sig tilbage over skulderen. Der er stadig 200 point at køre om, og vi har stadig et helt nyt sæt dæk tilbage, hvilket mange af mine nærmeste konkurrenter ikke har. Jeg har alt at vinde, og det kan jeg lige så godt starte med at gå efter på Djursland, så vi kan sætte lidt mere på kontoen, slutter det med et grin fra Kevin Rossel, som inden den kommende afdeling er placeret på en samlet femteplads i DST-serien.
Læs mere om: Kevin RosselRing Djursland23/09/18 - Ring Djursland - Supertourisme |