Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Porsche Super Cup

Mikkel O. Pedersen var hurtig på Monza

Porsche
Super
Cup 

05/09/18 

To omgange før mål kostede en punktering Porsche-køreren en topplacering på Monza
Mikkel O. Pedersen har aldrig lagt skjul på, at Monza-banen hører til en af sine favoritracerbaner. Og han beviste det til fulde i weekendens ottende afdeling af Porsche Supercup, hvor han lå til at sikre sig sæsonens tredje top 6-resultat, da venstre bagdæk på hans racerbil eksploderede.
 

”95 procent af løbet på Monza gik godt,” siger Mikkel O. Pedersen. ”Jeg havde fået en god start på løbet, hvor jeg havde arbejdet mig op fra niende- til sjettepladsen, men så sprang dækket to omgange før mål.”


En god start sendte Mikkel O. Pedersen flere pladser frem i feltet ved starten på Monza-banen

”Vi vidste godt, at vi kunne få problemer med venstre bagdæk i slutningen af løbet, fordi banens curbs er så skarpe og passer dårligt til den måde, man skal sætte en Porsche op på. Der var i alt syv biler, som endte med punkterede dæk i løbet, så det var ikke et enestående tilfælde.”

Fredagens træning fandt sted i ustadigt vejr, hvor asfalten på den ene halvdel af den italienske racerbane var våd, mens den anden var tør. Fremfor at satse på nye dæk valgte Mikkel O. Pedersen derfor at finde det sæt regnvejrsdæk frem, han havde brugt i forbindelse med løbsweekenden på Hockenheim.

”Jeg sluttede med at være nummer otte i træningen, men det var svært, da vi skulle køre tidtagningen, for her var det tørt, så vi kunne ikke bruge vores opsætning fra træningen, men måtte i stedet gætte os lidt til en god tørvejrsopsætning,” siger han. ”Jeg blev nier, men selv om vi ikke ramte helt ved siden af, var jeg ikke tilfreds. Jeg manglede 0,1 sekund for at komme i top 5, og 0,1 sekund på en næsten seks kilometer lang bane er jo nærmest som et vindpust. Jeg havde virkelig muligheden for at kunne være startet længere fremme, selv om feltet denne gang var på 33 biler.”

Starten på Monza er nærmest som én lang accelerationskamp ned mod første chikane, hvor der skal bremses kraftigt op, og hvor man skal undgå at komme i fysisk nærkamp med bilerne omkring sig.


”Han lukkede hele tiden døren,” siger Mikkel O. Pedersen om den duel, han havde med Larry ten Vorde

”Der plejer altid at være tumult og kaos, men efter at have passeret et par af konkurrenterne i starten, kæmpede jeg så med Jaap van Lagen, som jeg overhalede,” siger Mikkel O. Pedersen. ”Jeg var nu sekser og foran mig lå Larry ten Vorde. Ham fik jeg hurtigt kørt ind, og så prøvede jeg at finde en vej forbi ham, men han lukkede hele tiden døren. Når man kører så tæt på køreren foran, er det svært at se ind i svingene.”

”Jeg missede en nedbremsning til den anden chikane, og så røg Dylon Pereira forbi mig. Han kæmpede så også med at komme forbi ten Vorde, indtil ten Vordes dæk sprang. Og så sprang mit. Det var rigtig ærgerligt, for kørerne foran var ikke stukket af, så der var faktisk mulighed for at få en podieplads.”

Efter to løb på to weekender skal Mikkel O. Pedersen nu vente længe, inden han atter skal i kamp i Porsche Supercuppen. Finalen køres i forbindelse med det mexicanske Formel 1 Grand Prix og finder først sted i den sidste weekend af oktober.

Mikkel O. Pedersen Presse


Læs mere om:
  • Mikkel O. Pedersen
  • Monza
  • 02/09/18 - Monza - Porsche Super Cup
  •