2018 er Filip Sandströms første sæson i DTC - og med weekendens løb på Grand Prix
Danmark er der også for første gang en mulighed for, at det svenske team kan sammenligne
sæsonens første løbsweekend med den næstsidste. Feltet var nemlig tilbage på
Jyllandsringen i weekenden, og med stadigt mere fart og erfaring med den vilde V8-racer, er
den 16-årige svensker for alvor ved at have fundet sig til rette i Danmarks førende
motorsportsklasse.
(Foto: Nicklas Majgaard)
Det gav så gode resultater, at Sandström kunne sikre sig U21-titlen en weekend før tid, og
var det ikke for tekniske vanskeligheder i finalen, så kunne det være blevet til endnu mere
for den unge svensker.
- Gennem sæsonen har jeg fået betydeligt mere erfaring og viden om den her bil, og det har
hjulpet mig meget. Vi har fået mange fif og hjælp af andre, blandt andet FDM’s Talentteam
og René Jørgensen, og det har hjulpet meget. I det hele taget tager vores team hele tiden
nye skridt fremad, og det er meget positivt at se, forklarer han.
Et godt Grand Prix
Weekenden begyndte med en klar forbedring i forhold til sæsonens første løb for Filip. Det
gav 13. Bedste tid, og Filip var sågar kun en tiendedel fra en så rutineret kører som den
tidligere mester Jan Magnussen. I første heat af tre blev det til en 12. plads efter mange
hårde kampe.
(Foto: Nicklas Majgaard)
Hårde kampe var der også i heat 2, hvor en mindre påkørsel kostede tid i pitlane. I
forbindelse med at en safetycar gav feltet frit, blev Filip indblandet i et mindre sammenstød.
Fronten fik et tryk, men teamet arbejdede hurtigt, og Filip kørte bilen i mål - men desværre
gav det ingen point, da han ikke kørte mindst 75% af heatet.
- Løbene var meget intensive. Der var mange gode kampe med modstanderne, og det var
fantastisk at kunne vise sine evner for så stort et publikum. Men jo, jeg tror bestemt vi har
mere at give af, forklarer han.
Finaleheatet så lovende ud - med en tiendeplads var Filip godt på vej mod titlen som
weekendens rookie og U21-kører, men desværre satte gearkassen sig fast i fjerde gear med
fire omgange igen:
- Jeg var godt på vej, men gearkassen satte sig fast i fjerde gear, og jeg endte som nummer
12. Det var lidt surt, men jeg fik bilen i mål, og jeg fik U21-sejren - og det var skønt!
Sæsonens sidste opgave for BESA Motorsport er DM Finalen den 6-7. oktober på
Jyllandsringen.
BESA Motorsport
Læs mere om: Jyllandsringen26/08/18 - Jyllandsringen - DTC |