Der har ikke været tid til mange ture til stranden for Kevin Rossel den her sommer, hvor han har kæmpet benhårdt for igen at være kampklar, når DST-serien fyrer op under motorerne igen i starten af september. Sidste afdeling inden ferien bød på en motor, der eksploderede, og derfor var gode råd på alle måder dyre for SCANVIEW Racing Team.
- Vi har brugt i nærheden af 250.000 kroner på bilen siden Rudskogen, som bare var en helt forfærdelig weekend. Jeg gik ind på førstepladsen, men vi fik heldigvis kæmpet et par fornuftige heats sammen, og siden har vi haft voldsomt travlt den her sommer. Det havde været noget bittert at gå på vinterpause allerede i juni, men vi stod med en seriøs udfordring, for det er selvfølgelig en ret stor udskrivning, forklarer Kevin Rossel, der hurtig fik opbakning fra rigtigt mange kanter.
- Det har simpelthen været fantastisk at opleve den store velvilje hos mine sponsorer, der har vist mig så stor tiltro ved at bakke ekstra op. Det viser mig bare, at der er et særligt sammenhold på holdet bag holdet, og det kan vi også fornemme, når vi samler alle. Vi bygger hele tiden på, og det er alle sponsorerne i mit erhvervsnetværk med til at sørge for. Det skal de have en kæmpe tak for, fastslår Kevin Rossel, som har været igennem de første tests med bilen. Det har også været en krævende omgang, men til gengæld ser han nu frem mod den kommende afdeling, der byder på Night Race på Padborg Park den 1. september.
- Efter en lang og hård sommer, hvor vi nærmest har haft alt skilt til atomer, er vi ved at være på plads med bilen. Det kræver stadig nogle test, hvor vi får kørt en masse omgange, og der er mange ting, som skal sidde lige i skabet. Nu er vi derhenne, hvor vi kan finjustere, og det bliver spændende at se i næste uge, når alle biler kommer for at teste. Det bliver et stort felt, men jeg har en god fornemmelse, og det har været som at komme hjem igen, når jeg har siddet i bilen på Padborg Park. Jeg satser på, at vi kommer stærkt igen, når vi alle sammen har kæmpet så hårdt for det.
Scanview Racing
Læs mere om: Kevin RosselPadborg Park01/09/18 - Padborg Park - Supertourisme |