Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Copenhagen Historic Grand Prix

CHGP 2018 - en super underholdende weekend

CHGP 
11/08/18 

CHGPBellahøj Park strålede på alle måder i weekenden 4 og 5. august 2018. Med pragtfuldt race vejr, passionerede kørere, potente biler og publikums rekord, blev det lige det CHGP som alle kunne ønske.
 

For 18. gang slog CHGP dørene op til en underholdende weekend for hele familien. Der var lagt op til masser af godt race, underholdning og aktiviteter for alle aldersklasser.


Udover race, var der masser af aktiviteter for publikum, bl.a. denne forhindringsbane til 4-hjuls trækkere..
(Foto: Motorsporten.dk)

Med mange muligheder for at se på de udstillede biler, aktiviteter for de yngre publikummer, gå på besøg i paddock, mellem alle de fremmødte køreres telte, spise mad hos de mange boder; ja det gjorde, at weekenden nærmest virkede for kort.

Igen i år blev der sat publikums rekord med over 40.000 besøgende på Bellahøj Park over de to dage.


Formel racerne til næste punkt i programmet venter tålmodigt.
(Foto: Motorsporten.dk)

De mange kørere og flotte velplejede biler i de historiske klasser viste virkelig, at de var kommet for at give hvad de og bilerne havde i sig, både for at underholde publikum og for at komme i mål på den bedste tid, da flere af klasserne kørte om point til mesterskabet i deres klasse.

Der var tilmeldt pænt over 200 biler til årets CHGP i de syv historiske klasser med biler helt tilbage fra 1930 og frem til 1986, så der var rigtig mange forskellige bilmærker at se på og holde øje med på banen.


(Foto: Motorsporten.dk)

Pro/Am løbene, hvor en professionel og en amatør kører deler bil, var som sædvanlig også underholdende. Der var fart over feltet og alle kørere og biler ydede deres ypperste.

Der er mange kære gengangere fra år til år i denne klasse, men det er også rigtig dejligt at se 'nye' ansigter fra både ind- og udland, det er jo ikke lige hver dag man kan hilse på selveste Damon Hill.


Tom Kristensen deltog i Royal Pro/Am sammen med Oscar Davidsen Siesbye i sidstnævntes Lotus Cortina.
(Foto: Motorsporten.dk)

Danish Thundersport Championship, nok bedre kendt som DTC, er nye, flotte og rasende hurtige biler med super dedikerede kørere, der alle kæmpede til det sidste for at hente point i den 5. afdeling af DTC mesterskabet.


DTC feltet er ved at gøre klar til at komme på banen.
(Foto: Motorsporten.dk)

Søndag formiddag var der opvisning hvor blandt andet Michael Christensen viste hvad han og hans Porsche 911RSR racer kunne på en københavnsk bybane. Nu var det heller ikke første gang han sad i Porschen; næææ, det var netop den bil, han sammen med resten af teamet, vandt Le Mans GTE-Pro-klassen med i år.

Det var en fantastisk lyd 'den lyserøde gris' på fire hjul kunne frembringe - langt bedre end den lyd de fleste kender fra en lyserød gris på fire ben....


Dennis Lind kørte lidt rundt i denne Lambo - og den sagde altså rigtig godt
(Foto: Motorsporten.dk)

Race for Riget var igen i år en kæmpe succes. Et stort antal kørere fra ind- og udland stillede igen op i de sejeste racerbiler, med det ene formål at samle penge ind til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet.

Hele beløbet fra disse publikumskørsler sendes ubeskåret videre, og i år kunne der overrækkes et rekordstort beløb på kr. 654.750,00 til BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet, hvor pengene bruges til at forsøde en ubeskrivelig trist og svær tid for de indlagte børn og unge på afdelingen.


Race for Riget er et stort tilløbsstykke, her er mulighed for både at prøve high-speed ture i Ferrari, Lamborghini, Porsche såvel som Aston Martin.
(Foto: Motorsporten.dk)

Det var på alle måder en super race weekend, men dette arrangement kunne slet ikke gennemføres uden det store arbejde, som CHGP folkene, banebyggerne, redningsfolk, læge samt alle de frivillige gør. Tusind tak - I gør det muligt for at vi andre kan hygge os til Københavns bedste racerløb.

Og tak til alle de deltagende teams, kørere, mekanikere og andet godtfolk, der deltager og dermed sørger for den perfekte underholdning. Ofte bliver der alene fokuseret på de, der vinder løbene og kommer på podiet, men alle deltagere, uanset placering, er med til at gøre weekenden underholdende.

Der var heldigvis ikke mange uheld, men de få der ikke slap helt fri for knubs og skrammer, på såvel kører som bil, bliver forhåbentlig hurtigt klar igen, til at vende tilbage på racerbanerne.

Og så er der vist bare tilbage at sige: Pas godt på jer selv og hinanden - vi ses til CHGP 2019.

Karin Bøgelund

Læs mere om:
  • Bellahøj (Gadeløb)
  • 05/08/18 - Bellahøj (Gadeløb) - CHGP
  •