Bilen er den samme Ginetta G55, som indtil videre har kørt to 24-timers løb i år, men eftersom Special Saloon Cars på Jyllandsringen kører heats af omkring 15 minutters varighed er der ikke behov for fuld kørerbesætning. Michael Klostermann bliver således ene om at repræsentere teamet på banen.
Fra 24 timers løb til Jyllandsringen. Perfection Racing stiller op til GrandPrixet med deres Ginetta G55. (Foto: Henning Smed)
Deltagelse i Grand Prixet er en del af forberedelserne til 24-timers løbet på COTA-banen i USA til november. Efter 24 timers løbene i Dubai og Portugal har Perfection Racing lagt sig i spidsen i kampen om 'Championship of the Continents' i GT4 klassen og mesteren skal findes efter 24H COTA. "Stillingen i mesterskabet er meget tæt. Vi har taget føringen i kraft af to fornuftige placeringer i de to kørte løb, men der ligger 8 teams indenfor 10 point og med 30 point at køre om, så kan man med rette tale om, at vinderen i USA løber med det hele. Der skal en topplacering til," mener Michael Klostermann. Perfection Racing har i de to hidtil kørte løb vist, at man har farten til at spille med om mesterskabet, men man har endnu til gode at køre et problemfrit løb. Grand Prixet på Jyllandsringen skal derfor bruges til at sikre, at der ikke er nogle små detaljer, som knager på bilen.
Michael Klostermann kører for Perfection Racing på Jyllandsringen (Foto: Henning Smed)
Der er dog også et andet formål med deltagelsen. "Vi kører jo mest langt væk fra Danmark og selvom de 24 timers løb, vi kører, bliver streamet live over internettet, så er det noget andet at se - og høre - bilen i virkeligheden. Derfor giver vi på Jyllandsringen venner og sponsorer af teamet en mulighed for at se os 'live', og vi forventer at få rigtig mange gæster til Grand Prixet. Det er også det helt rigtige løb at deltage i, når det kun bliver til en gang om året, for netop til Grand Prixet er der ofte ekstra mange biler med og der er altid rigtig mange tilskuere. Det bliver rigtig spændende," slår Michael Klostermann fast.
Efter Grand Prixet skal Ginettaen have det sidste eftersyn, hvorefter den pakkes i en container med kurs mod USA, hvor det store slag skal slås midt i november.
Henning Smed Læs mere om: Michael KlostermannPerfection RacingJyllandsringen26/08/18 - Jyllandsringen - Special Saloon |