Copenhagen Historic Grand Prix blev afholdt i København for 18. gang og det var sjette år, Bellahøj Park var vært for det særlige kulturarrangement, hvor historisk motorsport hyldes som et kørende vidnesbyrd om fortidens fascinerende bilproduktion. Over weekendens to dage besøgte mere end 40.000 tilskuere Bellahøj Park og var med til at gøre Copenhagen Historic Grand Prix til en flot, historisk motorsportsweekend.
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)
Det rekordstore antal tilskuere blev vidner til et tætpakket weekendprogram, der indeholdt hele syv historiske racerklasser, opvisningskørsel samt den moderne DTC-serie. I pauserne mellem de mange motorløb, var der lejlighed til at udforske området omkring den tidligere Dyrskueplads, som bød på et omfattende aktivitetsområde med store temaskabte biludstillinger og familievenlige underholdningsindslag.
Flere end 250 racerkørere var tilmeldt de historiske klasser, hvilket også var ny rekord for arrangementet. Enkelte havde rejst så langt væk hjemmefra som New Zealand, og sammen med dem var også de største profiler fra ind- og udland til stede. Ambassadør for Copenhagen Historic Grand Prix Tom Kristensen havde taget den tidligere Formel 1-verdensmester Damon Hill med til København. De havde selskab af den danske Le Mans-vinder Michael Christensen samt Haas Formel 1-køreren Kevin Magnussen, der lørdag kørte penge ind til velgørenhed i Race for Riget.
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)
Traditionen tro blev ét af arrangementets højdepunkter Royal Pro/Am, hvor en professionel racerkører danner par med en amatørracerkører i dennes racerbil. Efter lørdagens konkurrencetætte heat leverede den publikumsvenlige klasse et brag af en finale søndag eftermiddag. Foran fyldte tribuner fightede og duellere de professionelle racerstjerner indbyrdes til stor underholdning for de tusindvis af tilskuere, der havde taget opstilling langs racerbanen. Over løbets 10 omgange udspillede sig en forrygende kamp om podieplaceringerne og i mål var der bred enighed om at finalen i årets Royal Pro/Am var det bedste nogensinde. Efter fantastisk kørsel blev det den ni-dobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen, der sammen med Oscar Davidsen Siesbye kunne bestige præmiepodiets øverste plads. Duoen vandt foran Porsche testkører Lars Kern og Andreas Rolner, mens Michael Holden og Martin Berner blev nummer tre.
Det var dog ikke kun på publikum- og deltagerantal, at Copenhagen Historic Grand Prix satte en ny flot rekord i weekenden. I velgørenhedsløbet, Race for Riget, hvor publikum i én time lørdag og søndag, havde mulighed for at købe sig til en køretur i et stort felt af ekstravagante sportsvogne og racerbiler med kendte profiler bag rattet, blev forrige års indsamlingsrekord overgået. Søndag eftermiddag modtog Charlotte Blix, der er daglig leder af BørneUngeProgrammet på Rigshospitalet, således en check på rekordbeløbet 654.750 kroner, hvilket bringer den samlede donation siden 2010 op på hele 3,6 millioner kroner.
(Foto: Morten Dam - autoMOTIV/specialpress)
Den succesfulde afholdelse af Copenhagen Historic Grand Prix sker på fundamentet af en kæmpe arbejdsindsats fra de flere hundrede frivillige, som er involveret i arrangementet. Det er et stort ønske fra CHGP-organisationen at overbringe en kæmpe tak, både til deres positive opbakning, samt deres entusiasme og imødekommenhed over for vores udstillere og gæster. At omdanne almindelige vejforhold til en midlertidig racerbane med tilhørende udstillingsområder, familieaktiviteter og andre attraktioner, kan kun virkeliggøres med deres enorme engagement i ryggen.
Adm. Direktør for Copenhagen Historic Grand Prix, Jens Peter Lange, udtaler: ”Igen i år oplevede Copenhagen Historic Grand Prix fremgang i både antal deltagere, udstillere og dertil en ny tilskuerrekord med dette års besøgstal på over 40.000 tilskuere. Det er meget glædeligt, og vi er stolte over, at vores ambitioner om at levere en komplet og indholdsrig motorsportsweekend for hele familien bærer frugt. Samtidig vil vi også gerne rette en særlig tak til beboerne i lokalområdet, som vi kontinuerligt er i dialog med for hele tiden at styrke og forbedre fællesskabet. Copenhagen Historic Grand Prix efterlever alle retningslinjer og anvisninger fra Københavns Kommune og andre instanser samt myndigheder, og vi ser frem til at fortsætte den positive sparring med henblik på yderligere fremgang til arrangementet i 2019.”
Copenhagen Historic Grand Prix
Læs mere om: Bellahøj (Gadeløb)05/08/18 - Bellahøj (Gadeløb) - CHGP |