Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rally

Lasse M. Sørensen klar til Rallyshow i Fårvang

Rally 
01/08/18 

Rallykøreren fra Hammel har brugt sommerferien til rallyer i Tyskland
Når Lasse M. Sørensen fredag den 10. august om aftenen stiller til start i det årlige Rallyshow i Fårvang, sker det med masser af fart i kroppen. For mens det traditionsrige løb i byen mellem Viborg og Aarhus er første løb efter sommerferien for de fleste deltagere, er det ikke tilfældet for den 20-årige rallykører fra Hammel. Han har nemlig ikke holdt pause fra sporten.
 

”Jeg er lige kommet hjem fra Rallye Wartburg, som jeg havde set meget frem til at prøve,” fortæller Lasse M. Sørensen. ”Der var 20 startende i R2-klassen, så der var ingen tvivl om, at der var hård kamp om placeringerne, men jeg håbede på, at jeg sammen med Ole R. Frederiksen kunne følge op på den gode andenplads, som vi havde opnået i Sachsen Rallye, hvor vi kæmpede med om sejren.”


Det blev til en tredjeplads for Lasse M Sørensen og Ole R Frederiksen ved Rallye Wartburg

Optakten var dog ikke den bedste for det danske rallyteam. Under den såkaldte shake-down-test torsdag aften inden løbet gjorde gearkassen knuder, så mens Lasse M. Sørensen og Ole R. Frederiksen brugte det meste af fredag formiddag og eftermiddag på at køre noter, fik mekanikerne skiftet reservegearkassen, så den hurtige Opel Adam R2 var klar til de fem første hastighedsprøver, som blev kørt fredag aften.

”Vi skulle køre to gennemgående hastighedsprøver to gange, og så slutte af med en publikumsprøve, der var en rundbane,” forklarer Lasse M. Sørensen. ”Vi havde lidt svært ved at finde tempoet. Det var som om, vi ikke helt var sikre på bilen, efter at gearkassen drillede. Vi tog det lidt med ro, men lå alligevel som nummer fire i klassen. På publikumsprøven skulle vi starte med 10 sekunders interval mod normalt et minut, men på vores anden omgang, var en deltager kørt af, så vi måtte stoppe. Vi kom i mål med en alt for dårlig tid i andre, men vi fik dog en fair tid og lå stadig som nummer fire.”

Da Rallye Wartburg fortsatte lørdag morgen, var makkerparret uheldige. ”Vi ville gerne indhente noget, og på et sted på lørdagens første hastighedsprøve forsøgte jeg at trække bremsepunktet lidt, men vi havde så en mindre afkørsel. Vi ramte en jordvold, kunne fortsætte, men bilen blev varm. Vi kunne ikke finde fejlen ved servicepausen, så vi kørte ud igen med en bil, som bøvlede med temperaturen, så vi kunne ikke give fuld gas.”

Lasse M. Sørensen og Ole R. Frederiksen formåede dog at holde sig på fjerdepladsen, men de rykkede en plads op efter at være kommet i mål. Et af de forankørende mandskaber blev diskvalificeret, så det blev til en tredjeplads.

”Nu har vi lige nogle dage til at få fundet temperaturfejlen og gjort bilen klar til Fårvang,” siger Lasse M. Sørensen ”Jeg glæder mig til at komme ud at køre igen, og jeg glæder mig til at vise, hvad jeg har lært med mine mange starter i udlandet. Jeg håber bestemt på at kunne være konkurrencedygtig.”


Læs mere om:
  • Lasse M. Sørensen
  •