Ved årets 3. afdeling på Ring Djursland havde Casper været blandt de allerhurtigste i feltet, og bl.a. taget en heatsejr. Så det var også målet for turen til Norge, og ikke mindst, at få samlet en masse point sammen i kampen om DIF Danmarksmesterskabet.
Inden weekenden startede for alvor, var der mulighed for en masse ekstra træninger på den 3,237 kilometer lange bane. Casper kørte kun udvalgte af disse, men dem som han deltog i, var han i den gode ende af feltet.
(Foto: JJ Media)
Fredagen blev afsluttet med den officielle træning for Formel 4 klassen, og her satte den 20 årige racerkører den hurtigste tid af alle. Så der var en god mavefornemmelse inden kvalifikationen lørdag morgen.
Om konkurrenterne slet ikke have sovet hele natten for at finde mere fart i deres biler, ved vi ikke helt – men selv om Casper kørte hurtigere end i træningen, rakte det kun til 5. startposition til heat 1.
Starten på heat 1 gik, fik Casper en helt forrygende start, og var med det samme oppe på P3. Den placering lykkedes det ham at holde gennem alle 14 omgange, og kørte derfor en rigtig fin tredjeplads hjem.
Til heat 2 skulle han starte 6’er, da der blev vendt rundt på Top 8 fra det første løb. Det gav en masse ballade i feltet, da de hurtigere kørere skulle overhale de lidt langsommere. Her var der uheldigvis 3 biler som stødte sammen, og løbsledelsen valgte at stoppe løbet, så der kunne blive ryddet op.
Da løbet blev startet igen, valgte Casper at holde sig ude af alt for mange kampe, og tage den sikre vej rundt på omgangene. Det gav virkelig pote, og stille og roligt rykkede han længere og længere op i feltet, så han faktisk kørte i mål på en fin 4. plads, selv om han kørte på brugte dæk.
Henrik, Casper og Jørgen Pilgaard (Foto: Dan Knudsen)
Weekendens sidste løb skulle startes fra Pole Position, så her valgte teamet at sætte helt nye dæk på bilen, hvilket gav ham en kæmpe fordel i heatet. Konkurrenterne så ikke andet end bagvingen på den røde og hvide Mygale Formel 4 racer med startnummer 5, og heatet blev vundet med over 14 sekunder ned til nummer 2.
En kanon afslutning på weekenden, der samtidig betød at Casper er rykket op på 5. pladsen i DIF Danmarksmesterskabet. De to foranliggende kørere i stillingen er begge indenfor rækkevidde, mens anden- og førstepladsen er lidt længere væk.
Men vi er kun halvvejs i sæsonen, så meget kan nå at ske endnu.
(Foto: Pilgaard Motorsport)
Pilgaard Motorsport vil gerne takke alle der har støttet holdet gennem den første halvdel af sæsonen, og bl.a. gjort turen til Norge muligt. Der har til tider været lidt modgang i forårssæsonen, men med jeres hjælp, er det lykkedes at vende tilbage på det allerøverste trin på podiet, to weekender i træk.
Det næste løb på programmet er den 24.-26. august, når Grand Prix Danmark skal køres på FDM Jyllandsringen – en bane som Casper Pilgaard også plejer at være rigtig hurtig på. Her håber han og teamet at se en masse rød/hvide supportere på lægterne.
Pilgaard Motorsport
Læs mere om: Casper PilgaardRudskogen Motorsenter14/07/18 - Rudskogen Motorsenter - Formel 4 DK |