Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

SuperCup

Yokohama SuperCup gæster Padborg Park

SuperCup 
20/06/18 

Hvis man kigger på de tre baner i Danmark, så er Padborg Park størst på et punkt, den har nemlig Danmarks længste langside, og det giver de højeste tophastigheder for Yokohama SuperCup feltet. De hurtigste forventes at nå op på små 200 km/t, og så kræver det altså is i maven, at være den, der bremser sidst for enden af langsiden, hvor det går skarpt til venstre.
 

I forhold til den netop overståede løbsweekend på den bakkede og snoede Ring Djursland, er det altså en helt anden udfordring der møder deltagerne den 23. – 24. juni på netop Padborg Park. I skrivende stund er der 16 tilmeldte biler til weekenden, og stort set samtlige 16 har potentiale til en podieplads. En af dem det bliver spændende at følge er Henrik Have Jakobsen, der er meldt til med sin Lexus IS 200. En bil som Henrik har arbejdet på i snart et par år, og det bliver altså her til weekenden, at den får debut i Yokohama SuperCup. Nu er det sjældent, at en debutbil går hen og vinder, men Henrik kan gå hen og overraske positivt i weekenden.


Mikael Kildevæld skal dels forsvare sin andenplads i mesterskabet, og dels på jagt efter den førende Rene Povlsen
(Foto: Keld Dohm)

Sidste års mester Michael Vesthave Jr. i BMW 320i ETCC vender tilbage efter et større motorhaveri på Ring Djursland, og mon ikke han er sulten efter et par podiepladser. Fra løbet på Padborg i 2017 ved vi dog, at Michael kan slås på netop denne bane, da han i heat 1 i 2017 blev slået af Michael Kildevæld, og i heat 2 var det Jakob Borum der henviste ham til andenpladsen. I år er der endnu flere der har gode chancer for at køre fra den forsvarende mester. Netop Mikael Kildevæld er med helt fremme i mesterskabskampen i år, og kan han holde Michael Vesthave Jr. bag sig i weekenden, så vil det i den grad gavne hans chancer for at tage en topplacering i mesterskabet. Den aktuelt førende i mesterskabet Rene Povlsen i Seat vil uden tvivl få det svært på Padborg, ikke mindst fordi han gjorde det så godt sidst, at han skal have 60 kg succesballast med i bilen. Men man skal ikke tage fejl af Rene, for selvom han netop på Ring Djursland blev topscorer, så gjorde han det faktisk med 40 kg succesballast, så spørgsmålet er hvor meget de ekstra 20 kg så betyder?

På Padborg Park er der i denne weekend udover Yokohama SuperCup deltagelse af Special Saloon Car, Young Timer klassen, Super Seven Racing og ikke mindst søsterklassen Yokohama 1600 Challenge. Netop Yokohama 1600 Challenge er også den klasse som senere på sommeren skal med til Lausitzring og køre sammen med Yokohama SuperCup, men det kommer der mere om når vi kommer tættere på. For en gangs skyld bliver det ikke muligt at følge med på TV hjemme fra lænestolen, så der er absolut ingen undskyldning for ikke at komme ned til det sønderjyske og opleve noget rigt fedt standardvogns ræs. Tidsplanen for SuperCup ser således ud:

Lørdag den 23. juni kl 11.45: Tidtagning
Lørdag den 23. juni kl 15.55: Heat 1
Søndag den 24. juni kl 11.30: Heat 2
Søndag den 24. juni kl 15.55: Heat 3

Vejrudsigten siger lige nu 12 – 15 grader, let overskyet og tørt, altså kort sagt, perfekt racing vejr. Vi ses på Padborg Park.

Yokohama SuperCup, www.supercup.dk
Keld O. Dohm


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 24/06/18 - Padborg Park - SuperCup
  •