Timing, holdånd og godt kammeratskab er alfa og omega i mange motorsportsteam, hvor samtlige teknikere på nær chefmekanikeren er frivillige og spenderer både familieliv og fridage fra deres arbejde for at holde de store DTC-racere kørende.
Sådan er det også hos Team Flexleas.nu/Strøjer Tegl med den 57-årige sønderjyske motorsportsveteran, Kris Nissen, som kører.
”Jeg er imponeret over teamet, hvor teknikerne under testkørsler og i syv weekender henover sommeren tager fri fra både arbejde og deres familier for at dyrke deres passion for motorsport. Alle står altid til rådighed, og jeg oplever et fantastisk team-spirit og et godt kammeratskab. Derfor er jeg også glad for, at jeg i samarbejde med min tyske sponsor Ravenol Olie, var i stand til at forære alle i teamet et ur, da vi mødtes op til 3. afdeling af FDM-DTC-mesterskabet på Ring Djursland, siger Kris Nissen.
(Foto: Stefan Muhl-Ludvigsen)
På Djursland blev der lørdag kørt træning og super pole i smukt dansk sommervejr, og her endte Kris Nissen på en flot 9. plads i superpolen.
”Min fod har endelig ramt speederen, og jeg kører væsentlig hurtigere end sidste år. På super pole omgangen bremsede jeg så sent for enden af langsiden, at jeg var ved at tisse i køre dragten, siger Kris Nissen med et smil.
(Foto: Stefan Muhl-Ludvigsen)
Han er nu på vej tilbage til familien i Schweiz, og når han ser tilbage på den forgangne weekend og de 3 DTC-heats, er han ikke utilfreds:
Lørdag gik det jo fantastisk, og søndag fik vi regn. Jeg ender som nummer 10 i første heat søndag, efter at en af de øvrige kørere ramte mit venstre baghjul. I 2 heat bliver jeg påkørt bagfra, så begge biler havner ude i sandet og må udgå, men jeg i 3. heat kører mig fra 12. plads og op på en 8. plads, siger Kris Nissen.
(Foto: Stefan Muhl-Ludvigsen)
Han glæder sig også over, at en af hans teamkammerater fra Team Flexlease/Strøjer Tegl den regerende DTC-mester Lasse Sørensen, havde en god weekend og kørte sig frem til en 2. plads i den samlede stilling. Og nu er timingen som sagt på plads med nye ure til alle:
”Det er en fin gave, som vi har fået. Der er 4 mekanikere på hver bil plus en dækmand og en brændstofmand. Vi er 24 i alt til 3 biler, og heraf er langt de fleste frivillige og ulønnede medarbejdere. Folk betragter uret fra Kris som endnu en anerkendelse, at både Kris og hans sponsorer synes, at vi alle gør en god indsats, siger chefmekaniker Lasse Egedal, der ligesom kollegerne nu skal til at finde ud af, hvad alle knapperne på det nye ur skal bruges til.
chefmekaniker Lasse Egedal (Foto: Kris Nissen Racing)
Kris Nissen Racing
Teddy Gehrke Læs mere om: Kris NissenRing Djursland10/06/18 - Ring Djursland - DTC |