Løbet i Canada er 70 omgange langt.Men efter 69 omgange vinkede hende dersens modellen, eller hvad hun var, som de havde sat til at vinke med flaget, med flaget! Og så var løbet jo sådan set slut. Men for en god ordens skyld kørte Vettel nu også omgang 70, inden han begyndte at vinke til folk.
Havde duellerne været tættere kunne det ellers have givet lidt problemer. Til slut i artiklen tager vi lige et historisk tilbageblik, til dengang, det faktisk gav problemer! Men for starten bliver vi lige ved Canada 2018 - og et løb, der blev afgjort i første sving, da Vettel kom bedst afsted, fra sin pole position. Bag ham afviste Bottas et angreb fra Verstappen, og så var kampen om de øvrige podieplaceringer sådan set også afgjort.
Men der var mere drama på første omgang. Lance Stroll pressede Brandon Hartley ud i barrieren. Det var der ikke plads til, så de to biler rørte hinanden, Hartley stod på højkant og ramte Stroll igen. Låst til hinanden sejlede de på tværs af banen og ramte barrieren og kunne begge selv kravle ud ad bilen. Hartley er dog efterfølgende blevet sendt på hospitalet.
Her fik vi så løbets eneste SC periode. Da løbet blev givet frit, så skete der ikke rigtig noget, Vettel fik timet sin spurt ordentlig, og alle blev hvor de var. Resten af løbet bød på exit for Alonso, efter en fornuftig indsats.
Resten af løbet bød på biler, der lå tæt, og var ganske jævnbyrdige, men med samme problem som i Australien - overhalinger er svære, for ikke at sige umulige, i ren kamp.
Der var et enkelt positionsskifte i toppen. I forbindelse med pitstoppene lykkedes det Ricciardo at komme forbi Lewis Hamilton. Mod slutningen lignede det at englænderen lagde an til et angreb, men det blev aldrig til andet end markeringen af, at han kunne overveje det. Samtidig hentede Verstappen på 3. pladsen ind på Bottas, der havde haft en lille tur henover græsset, da han skulle forbi et par Renault racere, en del omgange tidligere. Bottas forklarede efter løbet, at han havde måtte spare på benzinen på de sidste omgange, og det havde gjort at Verstappen kunne komme tæt på.
Raikkonen rundede top seks af. Han ventede ellers længe med at skfite dæk, og med nye dæk, kom han ud lige bag Hamilton, men formåede ikke at udfordre Mercedes køreren til en direkte duel.
Best of the rest var i dag Renault bilerne, med Hülkenberg foran Sainz. På 9. pladsen kom Ocon. Hans teamkammerat, Perez, havde ellers været godt med fremme, men fik et hændeligt puf af en Renault racer og mistede en del placeringer, og kom aldrig til rigtig at spille en rolle i løbet. Den manglende Force India i top 10 betød af Charles Leclerc igen fik point med sin Sauber racer. Tidligt i løbet havde han også en duel med Alonso - så endnu en god dag på kontoret for den unge monegasker.
I VM er Vettel tilbage i front - med et enkelt point. Resten af feltet er sat et stykke tilbage. Og om 14 dage er det, det tilbagevendte Franske Grande Prix, der skal køres på Paul Ricard, som sidst husede et F1 løb i 1990.
Men det løb kan vi vende tilbage til i en optakt. I stedet skal vi kigge længere tilbage, tilbage til dengang et løb blev flaget af, en omgang for tidligt. Og hvor det faktisk fik konsekvenser. England 1985, på Silverstone. Det var et hårdt løb for de tørstige turbo racere. Og på de sidste omgange faldt bilerne fra en efter en. Løbet var sat til 66 omgange. Men efter 65 omgange fik Alain Prost vist det ternede flag. Franskmanden var over en omgang foran nummer to, VM rivalen, Michele Alboreto i Ferrari. Men på vej rundt, efter de præmature ternede flag, løb også Prost tør for benzin og måtte parkere sin McLaren racer. Alboreto var ikke glad. Grunden til, at han var en omgang bagefter, var, at han havde sparet på sin benzin og i modsætning til Prost, faktisk havde nok til at køre samtlige 66 omgange. Men et ternet flag, er et ternet flag, og så er løbet slut. Prost vandt løbet og Alboreto måtte nøjes med de seks point for 2. pladsen.
Martin Møller-Thomsen
Læs mere om: Gilles Villeneuve10/06/18 - Gilles Villeneuve - Formel 1 - FIA F1 |