Da jeg var dreng var sommeren altid varm, vinteren altid fuld af sne og alle F1 løb var spændende. Ingen af delene er sandt, men hukommelsen har det med, at huske det man vil huske. Jeg havde en snehytte i vinteren 78/79. Det var vidst sidste gang det var muligt at bygge en sådan i Danmark. Da jeg var dreng var alle F1 løb spændende - fordi de kom så sjældent og fordi jeg havde set så få. Siden de blev mere tilgængelige i starten af 90'erne, tror jeg, at jeg har misset omkring 30 løb - lidt over et om året i gennemsnit.
Der har altid været løb, der var mere spændende end andre, det er dem man husker. Løb hvor favoritten startede fra pole og vandt med 40 sekunder til nr. 2, glemmer man ret hurtigt igen. Sådan skal det sådan set være. Formel 1 må gerne være mere spændende, men spænding hver eneste gang, skal ikke være et mål, højest en konsekvens.
De, der bestemmer, sidder lige nu og snakker om hvordan F1 i fremtiden skal være. Hvilke motorer der skal være, hvordan reglerne fremadrettet skal være, med hensyn til budget, fordeling af penge og så videre. Der skal findes en balance mellem underholdning, prestige, teknik, innovation og sport. Bare det at blive enige om, hvad der kendetegner ét af områderne er en større opgave, for slet ikke at tale om hvordan man skal tage hensyn til alle fire områder. Derudover skal man også balancere hensynet til de, der allerede deltager, med hensynet til de, der overveje at deltage.
I mens skal der så køres et løb i Canada. På den flade bane, på den kunstige ø, en racerbane, der på én gang er en rigtig racerbane og bybane. Den har svingene, langsiden, kurverne, som en racerbane - og muren som en bybane. Det har altid gjort Canada interessant. Der er ikke plads til fejl, hvor andre moderne Thielke-dromer er mere tilgivende overfor små fejl.
Sandsynligheden peger på, at enten Hamilton eller Vettel vinder. Eller også i al fald en Ferrari eller en Mercedes. Godt nok har Ricciardo vundet to løb i år, men det ene var under lidt specielle omstændigheder, som han udnyttede maksimalt og det andet var i Monaco. Om Red Bull med en Renault motor faktisk er i stand til at levere en mere konstant trussel er mere usikkert.
Hamilton har lige nu fordelen, men den er ikke større end at den kan smuldre på et øjeblik, hvis han af den ene eller den anden grund udgår, kan Vettel hurtigt komme tilbage på førstepladsen. De to andre kørere i Mercedes og Ferrari er stillet overfor en anden opgave. Bottas skal kæmpe for en kontraktforlængelse. Det er ikke fordi han har gjort det dårligt, men spørgsmålet er om han gjort det godt nok. Mercedes kan blive fristet af en, der virker til at have mere potentiale, mens Bottas virker til at have nået sit maksimum.
Det samme gør sig gældende for Raikkonen. Den aldrende finne kan stadig hive hurtige omgange op ad hatten, og hans bundniveau er sådan set ganske højt, samtidig med at han sidder i en af de to bedste biler i feltet. Men der er ikke mere i ham, end det man ser nu. Og med en 39 års fødelsdag i horisonten, kan man ikke fortænke Ferrari i, at overveje hvem der skal afløse ham. Tidigere har blandt andet Ricciardo og Grosjean været nævnt. Grosjean bliver det ikke, så ville de have hentet ham for nogle år siden. Leclerc er stadig i gang med at lære, og han vil sikkert have godt af et par sæsoner mere til at blive rigtig dygtig - og vise at han kan køre stabilt og holde sit niveau. Raikkonens store mulighed er hvis Ferrari satser på Leclers, men tænker han lige skal have en sæson til inden han er klar til dem.
Hos Red Bull er man for første gang blevet lidt lange i ansigtet over Verstappen. Indtil Monaco har han haft en rimelig lang snor. Men at kopiere sit eget uheld fra to sæsoner siden, understreger at han ikke lærer så meget, som han burde. Han er hurtig, og han kan finde vej forbi andre, som få andre. Men han er så erfaren, at han skal kunne sætte en god weekend sammen, de fleste gange - noget han hidtil har haft lidt svært ved.
Resten af feltet kan få lov til at kæmpe om en 7. plads. Her er kampen tilgengæld hård. Haas, Renault, McLaren, Force India, og Toro Rosso, kan alle hente den placering. Her er dagsformen for både bil og kører afgørende. Hvis man skal pege sin opmærksomhed et sted hen, skal det være på Brandon Hartley, som sidder noget usikkert i kørerbrønden. Toro Rosso har tilsyneladende spurgt på McLaren protegéen Lando Norris, men er blevet afvist. Det er med til at understrege Red Bulls problemer - de kan ikke længere selv helt levere til deres fødekæde.
Løbet køres på søndag klokken ti minutter over otte, lige til aftenskaffen. God fornøjelse.
Martin Møller-Thomsen
Læs mere om: Gilles Villeneuve10/06/18 - Gilles Villeneuve - Formel 1 - FIA F1 |