Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 4 DK

Sæsonens første sejr til Pilgaard

Formel 4 DK 
17/05/18 

Formula 4 DKCasper Pilgaard fik hentet sæsonens første sejr, da den anden afdeling af Renault Formel 4 Danmark blev kørt på FDM Jyllandsringen.
Den 20 årige racerkører fra Ryomgård har tidligere kørt pokaler hjem på banen, så Pilgaard Motorsport håbede på at få en masse point hjem fra weekenden.
 

Der var dog hektisk aktivitet derhjemme på værkstedet i dagene op til løbsweekenden, da motoren havde givet op på en testdag weekenden forinden. Dermed måtte mekanikerne i gang med at få den skiftet.

Men det betød blot at Casper startede den anden DM afdeling med en helt frisk motor.

Lørdagens træning gav en god start for holdet. Det blev til 14 omgange i løbet af de 20 minutters træning, og på trods af at det blev til P3, var der kun 0,029 sekund op til P1 – så bliver det ikke meget tættere!

Derfor vidste den unge kører også at der skulle gives fuld gas i kvalifikationen, for at kunne starte i den forreste ende af feltet.


(Foto: JJ Media)

Den røde og hvide Mygale M14-F4 racer med Renault motor blev presset til det yderste, Casper faktisk var den eneste kører i toppen af feltet, der kørte hurtigere end i træningen. Dermed var karrierens første Formel 4 Pole Position i hus, til stor glæde i teamet.

Men det er først i løbene hvor der uddeles point, så der var fuldt fokus hen imod løb 1 lørdag eftermiddag.

Starten forløb meget kaotisk, hvor der var rigtig meget uro i feltet. Derfor blev vendt op og ned på stillingen, og Casper mistede desværre føringen ned mod sving 1. Men det gjorde blot at han satte jagten ind på førstepladsen, som han kunne tilbageerobre på løbets 3. omgang.

Herefter så alting ud til at forløbe perfekt, indtil halvvejs i løbet, hvor dommerne pludselig hang en tavle ud ved målstregen med Caspers nummer 5 på. De havde vurderet at opvarmningsomgangen til løbet ikke var forløbet helt efter reglerne med hensyn til dækopvarmning, så både Casper og manden på andenpladsen i løbet fik 2 strafbaner.

Pludselig så Caspers solide forspring til 3. pladsen lidt skrøbeligt ud, og han måtte virkelig presse bilen for at få kørt nok forspring ud. Den første strafbane, som er en ekstra indlagt chikane i forhold til den normale baneomgang, forløb nogenlunde, men nummer to blev kørt 0,6 sekund hurtigere. Og netop det 0,6 sekund skulle vise sig at blive altafgørende, da Casper kun lige nåede ud foran den nye mand på andenpladsen.


(Foto: JJ Media)

Han fik dog lagt afstand og krydsede målstregen på en flot førsteplads, der virkelig var det som holdet havde brug for, efter de mange timer på værkstedet.

Heat 2 i weekenden skulle køres søndag formiddag, og her blev top 8 fra lørdagens løb vendt rundt. Det betød at Casper skulle starte på 8. pladsen, og havde masser at se til, hvis succesen skulle gentages.

Denne gang fik Casper en rigtig god start, og havde allerede vundet de to første placeringer på første omgang. Yderligere et par pladser blev snuppet på anden omgang, inden at der kom Safety Car på banen grundet en af de andre køreres afkørsel.

Men det gav bare mulighed for lige at trække luft, inden at de næste angreb blev sat ind.

Efter 8 omgange af løbet var Casper nået op på 3. pladsen i løbet, og begyndte med det samme at angribe manden på andenpladsen. Han ville dog ikke lige give pladsen fra sig, og på trods Casper allerede havde startet overhalingen, blev døren smækket godt og grundigt i, så Pilgaard måtte lave en undvigemanøvre, for ikke at banke op i bagenden af konkurrenten.


(Foto: JJ Media)

Når man kører racerløb, kører man helt ude på grænsen, og så kan asfalten meget hurtigt slippe op, hvis man ikke ligger præcis på den tiltænkte linje. Og lige netop det skete, da Casper måtte undvige.

Hvad der lignede en sikker podieplads, og formentlig også en første eller andenplads, endte i stedet i sandkassen med et ødelagt forhjulsophæng.

Derfor fik mekanikerne travlt med støvsuger og skruenøgler inden at heat 3 skulle køres blot halvanden time senere.

Til alt held nåede de det, så Pilgaard kunne starte løbets sidste heat fra 7. position.

Det blev til en fantastisk start, hvor han var helt oppe på 5. pladsen allerede få sving senere. Men den onde ånd fra løb 2 dukkede op foran bil nummer 5 igen, og fik desværre indflydelse på Caspers løb endnu en gang. På vej ud af et sving, kørte denne langsommere end normalt, så Casper endte med at ramme bagenden af ham, så Caspers frontvinge blev beskadiget.

Løbets dommere valgt dog at straffe Casper med en Stop & Go, hvilket sendte ham helt tilbage på 11. pladsen i løbet.


(Foto: JJ Media)

Men med god fightervilje fik han kørt sig hele vejen op på 5. pladsen i Formel 4 feltet ved det ternede flag.

Men Casper beviste at han var weekendens hurtigste mand, og det kan holdet helt klart tage med til resten af sæsonen.

Aktuelt indtager han 6. pladsen i DIF Danmarksmesterskabet for Formel 4 biler, men der er blot 9 point op til 3. pladsen, så der er gode muligheder for at hoppe yderligere pladser op, når den 3. afdeling af Renault Formel 4 Danmark skal køres på Casper Pilgaards hjemmebane, Ring Djursland. Det bliver den 9. og 10. juni, hvor der forhåbentlig bliver ligeså flot solskinsvejr som i den forgangne weekend.

Pilgaard Motorsport

JJ Media


Læs mere om:
  • Casper Pilgaard
  • Jyllandsringen
  • 13/05/18 - Jyllandsringen - Formel 4 DK
  •