Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Bil nyt

Sommerdækkene skal på nu

Bil nyt 
24/04/18 

Vinteren holdt stand længe, men har givet op. Nu er det tid at skifte dæk.
Den mest snefyldte marts måned i mands minde er forbi, og med forårsvejr på vej i april peger alt mod at få sat sommerdæk på bilen nu.
 


Forår er åben køreglæde. Mange cabrioleter, nye som gamle, holder i garage om vinteren. Tjek, at sommerdækkene har rigeligt med profil, at dækkene er fri for skader, og er de mere end fem år gamle, så lad dækspecialisten gå dem efter
(Foto: Michael Eisenberg)

"De store snemængder i dette forår har med al tydelighed demonstreret en gammel sandhed: Vil man køre sikkert året rundt i Danmark, må man køre på vinterdæk om vinteren og sommerdæk om sommeren. Man kan ikke luske sig gennem vinteren på sommerdæk," siger formanden for Dækimportørforeningen Kenneth Saust, der samtidig pointerer, at man heller ikke bør forsøge at køre på vinterdæk om sommeren.


Sommerdækkene skal på nu. Men tjek, at der er rigeligt med profil, at dækkene er fri for skader, og er de mere end fem år gamle, så lad dækspecialisten gå dem efter
(Foto: Michael Eisenberg)

Han noterer sig, at de danske bilister i disse uger har fuld fart på udskiftningen til sommerdæk, men ser, at en del vælger at køre videre på vinterdæk.

"Ved den årlige dæktælling i midten af juni måned kan vi hvert år konstatere, at cirka 18 procent af bilisterne stadig har vinterdæk på, selv om det er stærkt uhensigtsmæssigt. Vinterdæk er alt for bløde til sommervarme veje, og det betyder reduceret vejgreb i sving, længere bremselængde og større dækslid, end hvis man kørte på sommerdæk," slår Kenneth Saust fast.

Han mener derfor, at det både sikkerhedsmæssigt og økonomisk er langt bedre at køre på det til årstiden passende dæk. Og det gælder også de mange nye SUV-biler, som nu er den mest solgte biltype i Danmark.


"Både sikkerhedsmæssigt og økonomisk er sommerdæk det bedste dækvalg om sommeren. Det gælder også for de mange nye SUV-biler, som nu er den mest solgte biltype i Danmark," siger Dækimportørforeningens formand Kenneth Saust
(Foto: Michael Eisenberg)

"SUV-biler har ofte firehjulstræk, højere frihøjde og er mere terrængående end almindelige personbiler. Derfor mener mange SUV-ejere, at de trygt kan køre videre på vinterdækkene. Men det er ikke en god løsning. SUV-biler har nøjagtigt lige så stort behov for sommerdæk, når de kører på varme sommerveje, som alle andre biler," vurderer Kenneth Saust.


SUV-biler er nu den mest solgte biltype. Her er den nye dynamiske BMW X2 på vej ud i foråret med et bredt sommerdæk på. SUV-bilerne har lige så meget behov for sommerdæk, som almindelige biler har
(Foto: Michael Eisenberg)

Endelig er der den mulighed at køre på helårsdæk, som de fleste dækimportører nu kan tilbyde. Men Kenneth Saust noterer sig, at i de store, professionelt anlagte udenlandske dæktest foretaget af blandt andet bilistorganisationen ADAC og tidsskriftet Auto, Motor und Sport, er konklusionen hver gang, at helårsdæk hverken er de bedste om sommeren eller vinteren.

"Helårsdæk er et anvendeligt kompromis. Den bedste løsning er dog fortsat at køre på sommerdæk om sommeren og vinterdæk om vinteren," slutter dækimportørernes formand.


Sommerdæk har en hårdere gummiblanding end vinterdæk, og en større del af dækkets profil er i kontakt med vejen. Det gør sommerdæk til det bedste dækvalg på varme sommerveje
(Foto: Michael Eisenberg)

Dækimportørforeningen


Michael Eisenberg