En rallyskole med professionel, men også kostbar undervisning!
Tim Svanholt skal assistere den finske eks-verdensmesters rallyskole MG Winter Experience
Rallyinstruktør ”på glatis“
Marcus Grönholm var aktiv i årene 1989 til 2007 og igen i 2009 til 2010. Han dominerede og vand VM i 2000 og 2002 i Peugeot 206 WTC efter en succesrig årrække i Toyota Celica GT-Four og Turbo 4WD samt Toyota Corolla WRC.
I 2008 søgte Ford uden held at lokke ham med en fabrikskontrakt. Det samme gjorde angiveligt Citroën og Subaru, men han afslog alle tilbuddene. Hans sidste VM-starter var i Subaru Impreza WRC og Ford Focus RS WRC.
Efter at have trukket sig fra aktiv deltagelse i VM-rally etablerede han rallyskolen MG Winter Experience, der med 12 testbaner holder til i det 110 hektar store samiske område Area X med skov, marsk og frosne søer ved Levi, 150 kilometer nordvest for Rovaniemi og polarcirklen.
(Foto: MG Winter Experience)
Og han har knyttet rutinerede fagfolk til undervisningen. En af dem er Tim Svanholt, som blev kontaktet i fjor med henblik på at bistå som instruktør og observatør.
- Opgaven består i både at instruere og observere, og give kursusdeltagerne feed back med det samme, så de kan rette og forbedre sig, fortalte Tim Svanholt, før han fløj til Kittilä i Finland for at bistå som rallyinstruktør.
(Foto: MG Winter Experience)
”Kalmar Unionen“
Marcus Grönholm og Tim Svanholt blev koblet sammen via en mellemmand, nemlig danske Jan Kalmar, der tidligere har organiseret kurser for Porsche og i øvrigt er kendt for at ”cruise“ langs klodens bredde- og længdegrader og præstere ekstraordinære langdistancerekorder.
Jan Kalmar har været involveret i etableringen af MG Winter Experience og kender Tim Svanholt fra tiden, mens han i Roskilde uddannede sig som biløkonom og tillige assisterede som servicemand for Svanholt, mens denne var aktiv med sin VW Golf Kit Car i rally. Da der skulle hyres kyndige folk til den finske rallyskole, blev Tim Svanholt bragt i spil, og han tog imod udfordringen.
- Foreløbig er aftalen, at jeg assisterer her i 2018, men jeg håber da, at det kan føre til flere opgaver, tilføjede Tim Svanholt.
(Foto: MG Winter Experience)
Avanceret undervisning
MG Winter Experience er et eksklusivt og avanceret kursus. Ikke kun for rallykørere og co-drivere; der undervises også i notekørsel og teamwork i bilerne, men for enhver, som ønsker at forbedre sine kørefærdigheder på vådt og glat underlag.
(Foto: MG Winter Experience)
Christina Nielsen, dansk fabrikskører i sportsvognsracing, er blandt de kørere, som har benyttet MG Winter Experience til at udvikle og forbedre sig til regnvejrsløb.
Undervisningen er eksklusiv i mere end én forstand, da udgiften til et kursus er omkring 7.500 euro plus rejseomkostninger til og fra kursuscentret.
(Foto: MG Winter Experience)
Morten Dam - autoMOTIV/specialpress Læs mere om: Tim Svanholt |